Oprettet af Linda 2007-06-16 00:03
Hvert år fødes 400 børn med hjerneskader, abstinenser og misdannelser på grund af deres mors misbrug under graviditeten, 3.000 børn fødes årligt ind i familier, der bl.a. er belastet af misbrug eller psykisk sygdom, 30.000 børn lever som fattige, mange bliver fejlernæret, kan ikke deltage i fritidsarrangementer sammen med deres venner og familien kan ikke hjælpe med lektielæsning.
Det kan jeg ikke acceptere!
Langt de fleste forældre er gode forældre. Eller også kan de blive det. Men der er bestemt også forældre hvis forældreevne er så ringe. At de ikke skal være sammen med deres børn. Og hvor det er samfundets opgave at beskytte børnene – i nogle tilfælde mod deres egne forældre.
Er vi gode nok i Danmark til at beskytte udsatte børn? Jeg mener svaret er nej. Der er børn, der burde blive anbragt uden for hjemmet, men ikke anbringes på grund af forkerte prioriteringer i den kommunale sagsbehandling. Og vores lovgivning er forældet. Den sætter stadig ikke barnets behov øverst. Den forebyggende indsats er mangelfuld og mange steder tilfældig.
Jeg vil ikke acceptere at vi kan risikere at opleve en ny Tøndersag, jeg vil ikke acceptere at forældres uenigheder vægter højere end barnets tarv, jeg vil ikke acceptere at vi undskylder os med sagsbehandlerne har for travlt og at opdragelsen høre til i hjemmet. Samfundet har et ansvar og derfor er det vigtigt at vi fortsat kæmper for at få gennemført vores politiske program ”Børn for alt i verden” som blev lanceret for snart et år siden og at vi får gennemført tillidsreformen, så sagsbehandlerne kan begynde at arbejde med mennesker igen.
Jeg kan desuden lige supplere med at jeg ved folketingsgruppen kraftigt overvejer at fremhæve dette udspil i vores valgkamp. Og også tillidsreformen forventes at blive videreført.
Sagsbehandlerne sidder lige nu og skal administrere Claus Hjorts påhit 300-timers-reglen. Bare tanken om den får hårene på mine arme til at rejse sig! For dem der ikke ved hvad det går ud på kan jeg kort fortælle at ægtepar på kontanthjælp skal begge have haft mindst 150 timers ordinært arbejde det sidste år (jobtræning, efteruddannelse, kurser, job med løntilskud etc. gælder ikke – det skal være ordinært). Hvis ikke de har det, så skærer man den ene kontanthjælp væk.
Elisabeth Geday har fortalt mig at de mennesker der er i risikogruppen her hovedsagligt er indvandrefamilier, der i gennemsnit har 3 børn.
Hvad er bedst? At hjælpe folk med at få et arbejde eller overlade dem til sig selv? For mig er det ikke noget svært valg. Ikke desto mindre risikere tusindvis af ledige at blive presset ud i fattigdom og isolation, hvis ikke de har kunnet leve op til regeringens 300-timers-regel. Når halvdelen af familiens indtægt falder bort, så vil nogle familier ikke kunne betale deres husleje. I stedet for at skabe resultater på arbejdsmarkedet skaber regeringen fattigdom!
Men det er mindst lige så problematisk, at de ledige fra samme dato ryger ud af kommunens beskæftigelsestilbud. For mange eneste mulighed for at komme i job. Ude af kontanthjælpssystemet betyder nemlig ude af kommunernes beskæftigelsesindsats.
Vi har netop nu en enestående mulighed for at udnytte den stærke samfundsøkonomi og lave arbejdsløshed til at hjælpe den gruppe mennesker, der hænger fast i kontanthjælpssystemet. Men det vil regeringen ikke. I stedet fjerner man adskillige familiers forsørgelsesgrundlag. Det er forkert. Både menneskeligt og samfundsøkonomisk.
I Ringsted (54) og Sorø (14) Kommune er 68 ægtepar i farezonen, på landsplan er tallet 14.770. Ryger de ud er det slut med mentorordninger. Slut med løntilskud. Slut med jobtræning og aktivering.
Ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet – ja!
Ret og pligt fortsat er det bærende princip i beskæftigelsespolitikken – ja!
Men det skal efterleves med både anstændighed og rimelighed!
Der er faktisk mange andre veje end Claus Hjorts til at få de svageste kontanthjælpsmodtagere i arbejde. Det, der foregår nu, er både fantasiløst, kynisk og uden reel effekt.
Vi i det radikale venstre ved at gulerod ofte virker bedre end pisk.
Men Claus hjort er ikke den eneste der ikke går ind for gulerødder. Også Bertel Haarder hælder mere til pisken. Han er nu skuffet over at gymnasiereformen ikke har haft den tilsigtede virkning og derfor skal udvalgte gymnasiefag nu være obligatoriske. Det giver helt sikkert motiverede engagerede elever!
I Kalundborg har det været et projekt der hed Science Team K. Dette projekt har kørt på tværs af folkeskole og gymnasium med det formål at øge elevernes interesse for de naturfaglige fag. Det har været et rigtig gulerodsprojekt, som har haft en super og synlig effekt på tilvalg af de naturfaglige fag på Kalundborg Gymnasium.
Og for at blive ved gulerødderne – nu er jeg ved at nå slutningen – så vil jeg her til sidst at nævne (som I også har kunnet læse i forrige nummer af Radikal Politik) at Charlotte Fischer har sat gang i en spændende debat ”Sund+”, hvor vi bliver bedt om at komme med vores bud på hvordan vi skal prioritere sundhedsforebyggelsen. Jeg synes det er super dejligt, at der nu er lagt op til debat herom, men jeg har én indvending. Jeg vil have det ekstremt dårligt hvis vi går til valgkamp og melder ud at vi ”måske” vil indføre brugerbetaling hos de alment praktiserende læger. Jeg vil meget gerne debattere prioritering og brugerbetaling i sundhedssystemet, men lige præcis hos de alment praktiserende læger mener jeg vi bør tænke os rigtig grundigt om, specielt hvis vi samtidig siger at vi ønsker at være et parti der går ind for forebyggelse.