Linda Kristiansen
ganske radikal
Børn og voksne med særlige behov er ikke bare ‘nogen, der skal integreres’

Jørgen SøndergaardÅrets radikale nytårsstævne har temaet ”Uddannelse”. Dagens to første oplæg leverede henholdsvis Jørgen Søndergaard, direktør for SFI, formand for Skolens Rejsehold, og Troels Boldt Rømer, formand for Danske Skoleelever. To spændende oplæg, som havde mange spændende vinkler på f.eks. hvordan mindste timetal skulle hæves til vejledende timetal, hvordan der burde være mere plads til kreativitet i undervisningen, mere efteruddannelse osv. osv.

Desværre havde begge et enormt fokus på at specialskolerne var et problem og at der gik alt for mange ressourcer hertil, hvis de ressourcer (for dem var der enormt mange af!) kom til folkeskolen ville meget blive bedre. Der blev tegnet et billede af specialskolerne som noget der stigmatiserede, isolerede, ikke ville børnene læring, ikke tilbød folkeskolens afgangsprøve osv. osv. – et flot skræmmebillede desværre.

Jeg tror de to herre har brugt al for meget tid på folkeskolen, men glemt at se hvad specialskolerne egentlig er og kan – jeg har i hvert tilfælde enorm lyst til at invitere dem ud og se virkeligheden.

Da jeg i dag skrev kort om dagens oplæg på facebook skrev Grete Fält-Hansen følgende kommentar, som bedre end noget jeg kunne skrive siger hvad det handler om:Troels Boldt Rømer

Som du nok efterhånden ved, er jeg mor til 4 – heriblandt en dreng med Downs syndrom. Jeg er også lærer i den danske folkeskole, og desuden næstformand i Landsforeningen Downs Syndrom.

I alle disse egenskaber vil jeg gerne sige dig TAK fordi du i dine kommentarer taler for, at der er forskel på hvilke behov eleverne har. Jeg vil INDTRÆNGENDE bede dig om, at vedblive med at insistere på at nuancere debatten om specialundervisningen. Det er rystende at høre, at selv fagfolk rask væk taler om specialundervisningen som om det var en samlet og ensartet størrelse. De børn, der hører under specialundervisningen, spænder både fagligt, social og intellektuelt over et meget stort spektrum, og de har meget individuelle behov.

Det er ikke en naturlov, at det er et mål i sig selv at blive målt og vejet ud fra folkeskolens afgangsprøver. Nogle børn vil decideret tage skade af at “blive kastet for ulvene” i den danske folkeskole (fx børn inden for autisme-området), andre vil muligvis profitere af det.

Det må og skal være et helt individuelt skøn i samarbejde med forældrene, der afgør, om et barn hører hjemme i folkeskolen eller på en specialskole.

Skal børnene generelt integreres i folkeskolen, må man gøre sig klart, at der er behov for massiv efteruddannelse af lærerne. Når jeg hører, hvad der florerer af misforståelser og forældet “viden” bare på området omkring Downs syndrom, må jeg tage mig til hovedet. Og det ser ikke meget bedre ud på de øvrige områder. Selv om der naturligvis findes rigtig mange både dygtige og velmenende lærere.

Fra samfundets side (hermed mener jeg os alle – også politikere og sundhedssystemet) må man også snart se at gøre sig klart, hvad det betyder for i forvejen udsatte børn og unge (og deres familier) at der føres en så kold og rå retorik omkring mennesker med særlige behov (ref. Apartheid-citatet). Vi må lægge ører til alt – lige fra samfunds-anbefalet og -finansieret jagt på ufødte børn med handicap, til den helt aktuelle debat, hvor visse politikere gør modtagerne af specialundervisning (altså børnene med særlige behov) ansvarlige for de økonomiske trængsler i folkeskolen.

Det er simpelthen ikke hverken redeligt eller rimeligt at lægge en i forvejen sårbar gruppe så meget for had på disse måder!

Børn og voksne med særlige behov er ikke bare ‘nogen, der skal integreres’. Det er mennesker – borgere i Danmark – der har samme rettigheder som os andre, og som rigtig gerne vil bidrage til det fælles samfund i det omfang, deres evner tillader det. Og hvem af os kan gøre mere end netop det?!

 

Jeg vil rigtig gerne høre din mening - skriv en kommentar


− 1 = 8