Linda Kristiansen
ganske radikal
Endnu et år er gået… Og hvilket år :-)

Så blev det min fødselsdag og jeg har fået en e-mail, som simpelthen kun kan karakteriseres som noget nær den bedste fødselsdagsgave ever. Det var en positiv tilkendegivelse for et stort politisk ønske jeg har. Intet er sikkert endnu, men det at der er en positiv åbning synes jeg er himmelsk.

For femten år siden bestemte jeg mig for at inden femten år, skulle jeg i folketinget. Og sørme så om ikke det lykkedes :-) Jeg er dybt taknemmelig for den mulighed for faktisk at kunne gøre en forskel.

I løbet af de femten år, særligt det seneste år, har jeg også fundet ud af at politiske mål kan nås uden for folketinget. Siden 2008 har jeg kæmpet for rettigheder til sexarbejdere og mod et sexkøbsforbud. Og ikke mange dage efter jeg startede på Christiansborg udkom straffelovrådets betænkning om prostitution – en betænkning som fraråder et forbud og anbefaler rettigheder. Politisk blev det meldt ud, at man ikke ønsker et forbud og jeg er virkelig taknemmelig på sexarbejdernes vegne. Et forbud havde forværret deres forhold. Rettigheder er der desværre stadig et stykke vej til, men lige nu er jeg bare meget glad for status qou.

Vi har til alt held heller ikke fået kvindekvoter og heldigvis endnu ikke yderligere øremærket barsel – desværre ved jeg at mange stadig mener at vide bedre end andre. Jeg tror fortsat på at familien ved bedst og vil derfor fortsætte kampen mod øremærkning og fastholde at man skal sætte ind over for de faktorer der spiller ind på muligheden for frit at vælge hvordan barslen skal fordeles – f.eks. gøre barselsdagpenge afhængige af hustandsindtægt.

Ligestilling er de seneste år kommet til at handle alt for meget om 50% kvinder og 50% mænd. Som jeg har sagt og skrevet mange gange tidligere, mener jeg ikke det har meget at gøre med ligestilling. Derimod handler ligestilling om lige muligheder. Og jeg håber, at kunne være med til at sætte fokus på bl.a. handicappedes ligestilling. Eller faktisk er det ikke kun noget jeg håber at gøre – det er noget jeg har tænkt mig at gøre og jeg lover ikke at lade en chance gå forbi for at minde ministre og MF’ere om det ansvar som de har – også for handicappedes rettigheder. Hvilket for resten minder mig om at Rusland også har anerkendt deres tegnsprog – kæmpe tillykke til alle tegnsprogsbrugere i Rusland :-)

Her fem minutter inden min fødselsdag slutter, vil jeg komme med et enkelt ønske: Skriv til mig hvis I mener jeg kan gøre noget for jer. Vi skal benytte de muligheder vi har.

I ønskes et super godt nytår 

2 Comments to “Endnu et år er gået… Og hvilket år :-)”

  1. Lars siger:

    Jeg håber din positive tilkendegivelse bliver en ministerpost !

    Mange hilsner

  2. Tak for håbet, men nej – den positive tilkendegivelse handler om et ret håndgribelig politisk ønske. Jeg beklager, at jeg ikke rigtig kan sige så meget, men det er fordi, der stadig er et stykke vej fra en positiv tilkendegivelse til at ønsket bliver virkelighed. Men det at døren er blevet åbnet på klem, er stadig et stort stort skridt :-)

Jeg vil rigtig gerne høre din mening - skriv en kommentar


+ 9 = 17

Categories: Blandet