Linda Kristiansen
ganske radikal
Fattigdom

Mens Regeringen overvejer at bryde løftet med hensyn til at blande sig i overenskomstforhandlingerne, synes jeg vi også bør tænke på dem, der ikke har en løn, men blot er fattige. Hvordan snakker vi om dem? Hvorfor har vi ikke nogen minimumskriterier vi kan snakke ud fra? Hver 4. kontanthjælpsmodtager er fattig. Mange børn går ikke til sport el. lign. Blandt de fattige bosiddende i København ved man at mange recepter ikke indløses, fordi de simpelthen ikke har råd. Kan vi tillade det? Kan vi bare stiltiende blive ved at acceptere det?

 

 

SF foreslår 8 basale rettigheder til fattige børn. Jeg mener faktisk det er en falliterklæring, at vi er nået dertil. I stedet bør vi overveje om ordninger som kontanthjælpsloftet og 300-timersreglen ikke bare skal droppes (bør måske lige indsparke at jeg læser SF, som at det mener de også – de 8 rettigheder tænkes som mildertidig løsning, fordi REgeringen har ladet det komme så vidt). Vi skal tænke nyt og kreativt når det handler om at få den sidste restgruppe ud på arbejdsmarkedet – hvis de da skal derud. Måske er det ikke alle der kan/skal presses derud, det kan vise sig at have flere omkostninger end indtægter. Vi skal ikke bruge pisk for det gør blot svage endnu mere svage.

 

Først og fremmest mener jeg vi bør få defineret fattigdom, få fastsat hvad vi mener er acceptabelt, så vi kan begynde at sætte ind. Jeg læste to ganske gode artikler på Altinget vedr. fattigdom – den ene af Thor Buch Grønlykke og den anden af Martin Ågerup.

 

Den første ville gerne have en defineret fattigdomsgrænse, den anden ikke. Argumentet for ikke at ville have en gik mest på metoden man definerede ud fra. En midlertidig lav indkomst er ikke lig at være fattig. Jeg er enig. Han nævnte en budgetmetode man kunne bruge i stedet. Men generelt frarådede han dog, da han mener det ”vil skade den frie og vanskelige debat om, hvad fattigdom er, hvordan den udvikler sig, hvad den skyldes, og hvordan den bedst bekæmpes”. Han mente også det ville være skadeligt med en defineret fattigdomsgrænse, da det ville betyde at samfundet ville gå ind og ”spæde op” og dermed ville der ikke være et egentlig incitament til at komme videre – selv gøre en indsats. Heri er jeg ganske uenig. For det første er det ikke indbygget, at vi ved at have en defineret fattigdomsgrænse pr. automatik spæder op. Det skal jo først besluttes hvordan vi mener vi bør gå ind og ”hjælpe”, hvis det altså er hjælp der skal til. For det andet så er det altså ikke alle der kan bruge ”det super fantastiske økonomiske incitament”, hvis fantastiske effekt jeg gerne vil have lov at stille mig tvivlende overfor (jeg henviser gerne til undersøgelsen af 300-timers reglens effekt, der viser at 2 % er kommet i beskæftigelse!).

 

Jeg tror, det er fornuftigt at vi får defineret en fattigdomsgrænse og at vi får snakket om hvad skal man så stille op? F.eks. tror jeg ikke på at økonomisk pisk hjælper nogen i matchgruppe 4. Her skal der mere individuel hjælp til og det klares altså ikke bare lige over night.

 

Så mit forslag lyder:

1. Få defineret fattigdom

2. Få fundet ud af hvad dælen man så stiller op

a. Under punkt to kan jeg opfordre til at man deltager i vores arbejde med en 2015-plan

b. Og at man begynder at vise lidt tillid til vores sagsbehandlere og lader dem arbejde med mennesker og ikke sagsnumre.

 

Leave a Comment to “Fattigdom”

  1. Carsten Hallqvist Jensen siger:

    At dømme mennesker ude af samfundet og gøre dem til et problem for de velstillede / vellønnet, dvs. dem som har fået en god uddannelse og som har fundet en platform til deres livsudfoldelse, samt dem der ikke har været udsat for en social hændelse, som har gjort at de måtte opgive deres mål og drømme, er ikke en løsning på problemerne for de udstødte og de mennesker der lever på kanten af samfundet.

    At inddele mennesker i matchgrupper og sætte etiketter på dem som 1., 2., 3., 4., 5. – grads mennesker er en forkert tilgang til udstødte og udsatte mennesker.

    Det er bedre at sørge for at en afklaringsproces bliver sat i gang og de mennesker der har et handicap – fysisk, psykisk , sproglig, adfærds -eller uddannelselsemæssigt får indflydelse på deres livssituation og bliver selvhjulpet.

    Det gøres med en indsats med fleksordninger, uddannelse, personlig udvikling og adgang til rummeligt og socialt arbejdsmarked.

    De mennesker, det ikke er muligt at indplacere på en arbejdsplads skal man sikre et botilbud med en struktureret hverdag med et aktivitetsniveau, som er tilpasset den enkelts formåen.

    Man må indføre en grænse for hvor lav et forsørgelses grundlag, som udsatte og udstødte mennesker skal eksistere på.

    Men man skal i forbindelse med rettigheder sætte krav til mennesker for at deltage i aktiviteter, som gør at de bliver selvmotiveret til at flytte sig, og at man vil søge indflydelse på egen tilværelse for udfylde de rammer som er givet til den enkelte.

    Det skal ikke være en sovepude.

    Men at inddele mennesker i forskellige båse, og sætte sig i små grupper for at tale om/pege fingre af mennesker med andre forudsætninger end ens egne er en forkert tilgang til sine medmennesker – En tilgang vi skal væk fra.

    Der skal være plads til mangfoldigheden.

Jeg vil rigtig gerne høre din mening - skriv en kommentar


+ 4 = 10