Linda Kristiansen
ganske radikal
Fy-ordet i den regionspolitiske debat er…

Jeg har på nuværende tidspunkt i valgkampen deltaget i en del paneldebatter. Men først her til aften har jeg deltaget i en der kun handlede om regionspolitik. Og det var virkelig virkelig fedt. Desværre var der ikke rigtig nogen tilhører, der kom ”med åbent sind” ;-) Men det gjorde nu ikke debatten mindre god.

Det var SF i Ringsted, der havde inviteret og de havde selvfølgelig Flemming Stenild som deres repræsentant i panelet. Fra Venstre sad Jens Stenbæk, fra Socialdemokratiet Steen Bach, fra Dansk Folkeparti Daniel Nørhave og så mig fra DRV.

Indledningstalerne handlede mest om sygehuspolitik, det var vist kun mig, der også kom ind på uddannelse, infrastruktur, arbejdsmiljø og regionens rolle i borgernes bevidsthed.

I sygehus-debatten var der ikke meget nyt. Steen Bach befinder sig stadig i 2007 – resten har indset at vi er nødt til at have ét hovedsygehus, hvor der også er akutfunktion. Der blev efterlyst lidt kant – ud over den allerede nævnte fra socialdemokratiet. Det fik Flemming Stenild til at spille ud med at SF jo ikke vil lukke sygehuse, der skulle laves en såkaldt Nakskov- og Kalundborg-model – men ingen sygehus-lukninger! Jeg mener jo at Kalundborg og Nakskov skal laves til Sundhedscentre med medicinske sengepladser og spurgte derfor Flemming om vi egentlig ikke ville det samme bare brugte hver vores ord? Hvor er forskellen? Nu efter debatten er jeg stadig ikke blevet meget klogere på om der reelt var en forskel, men tror bare at SF er bange for at sige ordet ”sygehuslukning” på samme måde som ”skolelukning” er et fy-ord i den kommunale valgkamp.

Debatten kom dog også til at dreje sig om meget andet end sygehusstruktur. Vi snakkede blandt andet forskning, uddannelse, efteruddannelse, praktiserende læger og infrastruktur. Noget af det svære er jo at finde pengene. Vi er alle enige om at vi bør satse mere på efteruddannelse af vores personale, men økonomien sætter sine begrænsninger. Derfor er det måske en god idé at starte med at kigge indad. Vi har 14.000 ansatte i regionen, der er med garanti mange ressourcer heriblandt, som bare skal findes. Vidensdeling og kompetenceudvikling internt kan selvfølgelig ikke løse det hele, men kan måske frigive nogle af de økonomiske ressourcer, så der er mere til at købe de efteruddannelses-ydelser vi ikke selv kan levere.

Det var bestemt en god aften og en god debat. Jeg er godt tilfreds med min indsats og gud hvor vil jeg virkelig gerne vælges. Jeg ved godt det lyder nørdet, men jeg synes regionspolitik er vigtigt vigtigt vigtigt og spændende. 

Jeg vil rigtig gerne høre din mening - skriv en kommentar


4 + = 5