Lige nu sidder jeg i et sommerhus på Lolland. Mit ellers fantastiske 3-net kan ikke opnå forbindelse, så når jeg engang vil publicere dette indlæg, så er jeg kørt ud på en mark, hvor jeg har fundet ud af at jeg kan få signal. Egentlig har jeg mest lyst til at blive i sommerhuset, men jeg kan ikke lade dig og alle de andre der læser denne blog sidde og tro at Margrethes udmelding om at vi er en del af rød blok stå som omfatter den også mig. Mest af alt håber jeg det var et anfald af ”hjælp – det er agurketid, vi må udnytte det og finde på sjove historier for at komme i medierne!”, der ramte Margrethe.

Jo, jeg er bestemt med til at pege på Helle T. og jeg vil ikke udelukke SF fra et regeringssamarbejde (Karsten jeg ved hvad du mener, men de har oppet sig og hvis de bliver ved i den retning, så ok for mig). Men betyder det, at jeg er en del af en blok – NEJ.

Jeg er (forhåbentlig stadig) en del af et midterparti, der kan samarbejde med alle partier i Folketinget. Jeg går ikke ind for blokpolitik. Jeg tror det er visse områder, hvor det bliver svært at samarbejde med Venstre, Konservative og DF, f.eks. når det kommer til indvandrepolitik og arbejdsmarkedspolitik. Med SF og S har jeg svært ved at spise deres såkaldte sociale omsorgspolitik når vi snakker om prostituerede og deres skattepolitik trænger altså også til en storvask med farvemiddel. Det vil være komplet umuligt for mig at tilslutte mig en blok – og jeg er radikal fordi jeg netop ikke ønsker blokpolitik, men i stedet at kombinere den sociale anstændighed med den økonomiske ansvarlighed, krydret med sund fornuft. Desværre er fornuften vist ved at forsvinde fra den radikale ballon… Jeg mangler i hvert tilfælde snart at der er en ledelse der tegner nogle store streger og fortæller hvordan de ser det radikale venstre i fremtiden – jeg har nemlig svært ved at se det – især efter dagens udmelding.

Vi har mistet rigtig mange rigtig gode medlemmer det sidste stykke tid – forleden var det en af vores rigtig gode EP-kandidater, der meldte sig ud – hvornår vil vores ledelse begynde at snakke med os medlemmer før de snakker med pressen? Eller er taktikken, at hvis alle der er kritiske til sidst bliver så frustrerede at de melder sig ud, så er partiet nemmere at lede? I dag føles det helt klart sådan.

Øv, hvor er det dog et rigtig møgindlæg.