D. 3. juli kunne man i Information læse at Pernille Vigsø Bagge mener at ønsket om rettigheder til sexarbejdere, skyldes et ultraliberalistisk ønske om at ”individet pinedød skal have frihed til hvad som helst også til at ødelægge sig selv”.

Jeg ønsker rettigheder til sexarbejdere, men synes ikke just jeg kan genkende det motiv som hun tegner. Det er rigtigt, at jeg langt hen ad vejen synes folk skal have frihed til at gøre det de har lyst til. Men kernepunktet for mig er at vi som samfund opstiller nogle rammer, så vi kan hjælpe dem der har behov for hjælp.

Sexarbejdere er en meget sammensat gruppe med forskellige behov. Det er uden for enhver tvivl, at en del af dem har behov for reelle og varige alternativer til det liv, de har. På den anden side må vi også erkende, at en stor del af de prostituerede har foretaget et frit valg blandt flere alternativer. Deres behov er snarere end hjælp at få anerkendt deres valg og undgå stigmatisering.

Prostitution kan for nogle personer være en løsning på et problem. Hvis vi ønsker at hjælpe, så handler det for udenlandske prostituerede om, at vi gør mere for at afskaffe fattigdom. Vi skal have øget ulandsbistanden og gjort mere for kvinders vilkår rundt i verdenen. Herhjemme skal vi sætte ind med flere sociale tilbud, etablere netværk og skabe tillid, tryghed og tolerance.

Først når vi erkender et sexarbejdere ikke er en stor grå masse af ofre, kan vi hjælpe de udsatte som har et reelt behov. Vi skal målrette vores indsats i stedet for at bruge energi og ressourcer på de forkerte.

Er prostitution et anerkendt erhverv med en statslig kontrol, på samme måde som vi har kontrol i fx restaurationsmiljøet, så kan politiet spare en del ressourcer på jagten på prostituerede uden arbejdstilladelse, og så kan ressourcerne sættes mere massivt ind overfor menneskehandel.

På grund af den meget sammensatte og uhomogene gruppe af prostituerede giver det ingen mening, at prostitution i Danmark er defineret som et socialt problem. Den definition forhindrer målrettet hjælp til de udsatte grupper, fordi den på forhånd har stemplet dem som et problem. De prostituerede oplever meget ofte, at myndigheder, organisationer og andre, som i udgangspunktet vil det bedste for dem, er fordomsfulde og ikke møder dem ligeværdigt. Det forhindrer prostituerede i at opsøge den hjælp, som de kan have behov for.

Det vil yderligere blive forstærket, hvis der indføres et forbud mod køb af seksuelle ydelser.

I stedet bør vi sikre fordomsfrit opsøgende arbejde og målrettet hjælp til dem, som har behov, samt en fuldstændig afkriminalisering af prostitution. Jo mere prostitutionsområdet kommer frem i lyset, jo bedre for de udsatte.

At Pernille Vigsø Bagge ikke vil være med til at give sexarbejdere anerkendelse og rettigheder, det forstår jeg ikke.

At prostituerede er entreprenante heltinder, er kun noget jeg har hørt fra de som arbejder aktivt for et sexkøbsforbud. Ingen andre melder de budskaber ud. Jo, jeg hører da sexarbejdere udtale at de er stolte af deres arbejde. Og ja, jeg støtter op om at det er ok. I masser af erhverv, specielt dem hvor menneskelige relationer er en vigtig del af arbejdet, er der brug for stolthed og respekt om det man laver. Det mener jeg ikke der er noget galt i. Alle har brug for anerkendelse og respekt. Og hvis andre har så travlt med at nedværdige en, så er det naturligt at man selv løfter hagen lidt højere.

Når sexarbejde omtales som særdeles lukrativt, som Pernille Vigsø Bagge gør det, så undrer det mig endnu mere at hun insisterer på at sexarbejderne ikke skal have rettigheder. ”HA og andre kriminelle” klapper ikke i deres tatoverede hænder af lykke over en eventuel blåstempling. Nej, de klapper i hænderne over at hun fastholder deres forretning.

Rufferiparagraffen (Straffelovens paragraf 228-229) beskytter ikke sexarbejdere mod personer, der udnytter dem. Den forhindrer et samarbejde med lovlydige forretningsfolk og faktisk tvinger dem til samarbejde med ”lyssky” personer.

Arbejdet som sexarbejder er givet benhårdt. Men hvis Pernille Vigsø Bagge, havde læst den SFI-undersøgelse grundigt, ville hun også have set 79 pct. af de adspurgte mener at køb og salg af sex i højere grad vil foregå i det skjulte, som konsekvens af kriminalisering af kunden. Og at 52 pct. af de adspurgte, mener at det vil blive sværere at anmelde vold og udnyttelse. En kriminalisering vil altså gøre det endnu hårdere.

Hvor hun har fra at ønsket om rettigheder til sexarbejdere er udtryk for ”en ultraliberalistisk antifeministisk og individualistisk dagsorden” forstår jeg ikke.

Ønsket om rettigheder handler om at minimere den ødelæggende stigmatisering og muligheden for at kunne hjælpe dem der har behov for hjælp.