Sidder nu efter dagens hovedbestyrelsesmøde og føler endnu engang at vores folketingsgruppe og landsformand mest ser os som det der irriterende mærke i nakken.

Mærket havde oprindelig en god funktion (vaskeanvisning), men bliver oftere og oftere cuttet af, fordi der kradser.
Hovedbestyrelsen havde oprindelig en god funktion (politisk pejlepind og sparringspartner), men bliver oftere og oftere cuttet af, fordi vi ”kradser”.

Nå, men vi findes stadig og jeg agter at kradse videre Selvom betingelserne selvfølgelig er blevet sværere, da flere grupper nu nedsættes udenom HB. Hvordan man får indflydelse på disse gruppers medlemmer og arbejde står mig ikke helt klart, men første trin er nok at være en god rygklapper. Og spørger man vores landsformand, så var det vist bare (endnu) en fejl, at det kun er særligt udvalgte der sad med…

På dagens HB-møde var der to emner, der fyldte ret meget: Udviklingsområder og kvindekvoter.

Indtil for ganske kort tid siden hed en del af Danmark ”Udkantsområder”. I dag hedder det ”Udviklingsområder”, fordi Margrethe V. m.fl. ikke mener vi skal ynke disse dele af landet. Jeg synes egentlig det er en god tanke – jeg bryder mig ikke om ynk og mener at den positive tilgang er den rette vej. I dag kom også flere positive forslag frem i forhold til udviklingsområderne (dem præsenterer jeg på et senere tidspunkt).

Men der er noget andet vi skal ynke. Nemlig kvinder! For modsat udviklingsområderne, så skal kvinder fastholdes i ikke at kunne selv og derfor skal de låses inde i en lov om at bestyrelser skal have 40 % kvindelig repræsentation. Vi skal ikke vise kvinder tillid til at de kan selv! Det er et rigtig trist signal at sende.

Dagens gode nyhed i den debat er at vores landsformand faktisk har ytret en politisk holdning på et hovedbestyrelsesmøde Jeg håber det sker oftere – også selvom jeg er uenig. Han udtrykte at vi kvinder skal føle os velkomne i bestyrelserne.

Kære Klaus, jeg føler mig mere velkommen ved at være inviteret fordi man gerne vil have mig med, end fordi der trues med en lov.

Nogle medlemmer af RU havde stillet et forslag til en HB-udtalelse om at DRV ikke går ind for kvoter. Forslaget faldt desværre. I stedet blev et forslag om at en ligestillingsgruppe nedsat under KRI-udvalget skulle kigge på alternativer til kvoter vedtaget. Men der blev også sat spørgsmålstegn ved om en sådan gruppe reelt nytter.

Og det synes jeg er et rigtig godt spørgsmål. Selvfølgelig skal vores folketingsmedlemmer stemme efter egen overbevisning og de har også lov at fremsætte de forslag de vil på trods af det strider mod partiets holdning. Det er en grundlovssikret ret (§56). Men det ville klæde vores MF’ere hvis de følte en forpligtigelse til i det mindste at orientere baglandet når de gør noget der ikke er opbakning til – f.eks. stiller dette forslag (klik for at læse) om kvindekvoter, selvom en resolution om samme emne faldt på sidste landsmøde.

At Lone Dybkjær stiller dette forslag betyder altså ikke at det er officiel radikal politik, for det har der endnu ikke været stemmer nok til på landsmødet – det er Lone Dybkjærs politik!

Men for at vende tilbage til forslaget om gruppen under KRI. Jeg tror ikke på at vi kan ændre folketingsgruppens holdning, jeg tror end ikke de gider skæve til vores arbejde (med mindre den falder 100 % i tråd med deres holdning). Men hvis jeg ikke deltager, så viser jeg ligeså lidt tillid til vores interne medlemsdemokrati, som jeg mener MF’erne viser kvinder ved at stille kvoteforslaget.

Så nu går det kreative arbejde i gang med at finde gode alternativer til kvoter. Lad mig med det samme slå fast at jeg ikke mener det er et mål i sig selv at der er min. 40 % kvinder i bestyrelserne. For mig handler det om lige muligheder for at deltage i bestyrelsesarbejde. Det er nemlig lige muligheder der er kernen i ligestilling – ikke lige repræsentation.