Linda Kristiansen
ganske radikal
Lejerne – overset i valgkampen

I går spurgte jeg ud hvilke områder der manglede opmærksomhed i valgkampen. Et af de områder som virkelig er blevet overset er lejerne.

Nu har jeg været så heldig at få lov at samarbejde med radikale der virkelig ved noget om dette område, så istedet for at jeg begav mig ud på gyngende grund, så har jeg fået Lars Vestergaard til at skrive lidt om emnet, så lejerne også kan blive en del af valgkampen. Håber det kan danne grundlag for at få debatten om lejerne med i valgkampen.

 

Hvad skal vi med Landsbyggefonden spørges der! Begræns den.

Af Lars Vestergaard

Men husk!
Der skal være bygningssagkyndige på inspektørniveauet til at lede og rådgive såvel ejendomsfunktionærerne som de beboervalgte beslutningstagere.

Husk at de beboervalgte som hovedregel er uden forudsætninger. Deres valg træffes ud fra den rådgivning, som de ansatte giver, samt ud fra snævre kortsigtede familiære økonomiske hensyn.

Det forudsætter lang oplæring eller flere supplerende uddannelser at kunne lede og rådgive de forudsætningsløse om bygningsdrift. Drift og vedligeholdelsesplanlægning omfatter naturligvis det bygningstekniske og en del økonomisk indsigt, men omgangen med beboerne og ejendomsfunktionærerne kræver også salgspsykologi og viden om personaleledelse, Der ud over bør de forstå juraen og ideen med beboerdemokratiet.
Det er sjældent at finde nogen der har disse kvalifikationer, og derfor går det ofte galt.

Det ser ud som om nogle store boligselskaber er parat til at betale næsten enhver, der tør søge stillingen, om ikke hvad som helst, så dog omkring ½ mio. kr. årligt for at påtage sig rollen som inspektør, uanset manglende kvalifikationer.
Hvorfor? Fordi de mere kvalificerede finder arbejde med færre konflikter. Konsekvensen er at man finder tidligere fangevogtere, radiomekanikere, herreekviperingshandlere, mejerister og skolelærere, som prøver lykken i boligselskaberne, hvor de opnår langt højere lønninger end i deres tidligere erhverv, men stadig uden at have forudsætninger for at udføre arbejdet.
Så opstår skaderne og forfaldet.
De solide samfundsstøtter som stabiliserer beboerdemokratiet flytter og ejendommene ghettoiseres. Når det fysiske forfald er stort nok eller beboersammensætninger er blevet for skæv og SSP er ved at give op finder selskaber og kommuner på de forkromede renoveringsløsninger, som giver store honorarindtægter til selskaberne, mens en del af regningen sendes videre til Landsbyggefonden.

Naturligvis bør dette cirkus stoppes, men det forudsætter:

  1. At der etableres en kvalificerende og gerne autoriserende efteruddannelse til de afgørende nøglemedarbejdere på inspektørniveauet.
  2. Det forudsætter også at beboerne opnår ret til aktindsigt i alle forhold vedr. deres afdelingers drift, bortset fra personsager. Det er noget som store kanoner i sektoren tilsyneladende er stærkt imod. Der kan næppe herske tvivl om at nogle frygter at skeletterne vil rasle ud af skabene. Vi får ikke ryddet op, så længe alt kan skjules i tavshed. Det er alt for nemt og bekvemt at vildlede et demokrati uden aktindsigt, hvorved et proforma demokrati i realiteten bliver til et diktatur ledet af entreprenante medarbejdere, ud fra deres interesser.
  3. Det forudsætter at brodne kar, der tilsidesætter love og regler kan sanktioneres, enten med erstatningsansvar og /eller strafansvar. I dag er der reelt intet ansvar forbundet med ansættelse og ledelse i den almene sektor, bortset fra den almindelige straffelov om bedrageri etc.

Lovovertrædelser og tilsidesættelse af god skik har ingen juridiske konsekvenser, med mindre beboerne gør oprør eller en overordnet leder skrider ind. Det sker alt for sjældent.

Det er netop fordi de ovenstående punkter ikke er sikret at der er behov for Landsbyggefonden.
Hvis afdelingerne blev drevet fornuftigt og i overensstemmelse med lovgivningen og den fine vejledning om drift af almene boliger, var der yderst sjældent behov for Landsbyggefonden.

Offentligheden overser at de almene boligselskaber er SOV, Selvstændige Offentlige Virksomheder på linie med DSB.
Alt for mange i bestyrelse og ministeriet har lukket øjnene og håbet det bedste for DSB. Tilsvarende lukker de kommunale tilsyn øjnene og håber det bedste for boligselskaberne.
Der føres så vidt vides ikke et aktivt opsøgende tilsyn med bygninger, planer, økonomi og ledelse. Kun dialogmøder, ”kaffeslabberas” hvor de store linjer og ghetto-problemerne kan drøftes.

Så længe hverken regering, folketing eller kommunalbestyrelser tør lægge sig ud med de store kanoner i BL får tingene lov at sejle.

[Det original indlæg findes på: http://www.radikale.net/lars-vestergaard/indlaeg/2011/09/12/hvad-skal-vi-med-landsbyggefonden-spoerges-der-begraens-den

Jeg vil rigtig gerne høre din mening - skriv en kommentar


2 + = 7