Linda Kristiansen
ganske radikal
Menneskehandel og prostitution i en europæisk kontekst

D. 30. november deltog jeg i en konference om menneskehandel og prostitution (I kan se mit indlæg her: 
http://lindakristiansen.wordpress.com/2008/10/30/konference-om-menneskehandel-og-prostitution/).

Efter konferencen blev jeg og de øvrige debattører (bl.a. Britta Thomsen, Line Barfod, Ulla Tørnæs osv.) bedt om at skrive en artikel til en publikation om samme emne. I kan se hele publikationen her: http://www.eubev.dk/assets/0000/7374/menneskehandel.pdf.

Og her er min artikel:

Det handler om mennesker
Linda Kristiansen, kandidat til Folketinget (RV)

Sjældent er et område omgærdet af så mange fordomme og myter som prostitutionsområdet.

Personlige holdninger til seksualitet, følelser, moral og intimitet bruges ofte som referenceramme og overføres på andre i mangel på forståelse og accept.

To yderpositioner – for eller imod prostitution – gør sig gældende i debatten og kan gøre det svært for nuancerede holdninger at få ørenlyd. I forsøget på at overbevise modparten skabes der ofte skræmmebilleder og diskussionen foregår sjældent på et kvalificeret grundlag ud og med formålet at finde løsninger. Naturligvis skal vi lytte til yderpunkterne, men vi skal huske at forholde os kritisk til information herfra og tilføje nuancer.

Ofte glemmes at prostitution faktisk handler om mennesker af kød og blod, hvis hverdag er stærkt præget af tonen i debatten. Det resulterer i at de debatten handler om ikke kan genkende sig selv og sexarbejderne bliver således gidsler i en debat, som de ikke selv er en del af, og som ikke tager hensyn til forskelligheden i deres behov.

Sexarbejderne skal inddrages
Hvis debatten skal blive mere kvalificeret skal vi først og fremmest lade sexarbejderne komme til orde ved at inddrage dem i relevante sammenhænge, og ikke mindst skal vi være præcise om, hvem vi taler om, når vi debatterer. Det er eksempelvis almindeligt at blande ofre for trafficking sammen med udenlandske kvinder, som helt bevidst er rejst hertil f.eks. Danmark med henblik på prostitution. Det er også meget almindeligt at blande ressourcestærke, frivilligt prostituerede sammen med de mere ressourcesvage gadeprostituerede, hvis hverdag er præget af meget forskelligartede problemer, og som måske kun har valgt prostitution som en allersidste udvej. Vi skal være bedre til at skelne de enkelte grupper og være bevidste om, at de er lige så forskellige individer som alle andre i dette samfund. Og at de alle har rettigheder.

Antallet af udenlandske kvinder i prostitutionsfaget udgør ca. 2.500. Politiet i Danmark skønner, at op mod fem pct. – altså op mod 125 mennesker – er handlede kvinder, altså såkaldte ofre for trafficking (se f.eks. www.politi.dk: “Kvindehandel og rufferi” 010608). Alle er enige om, at det er fuldstændig uacceptabelt, at der finder menneskehandel sted uanset omfanget. Det skal der sættes en effektiv stopper for og slås hårdt ned på. Jeg mener, at vi skal give de handlede kvinder, som er beviseligt handlede, mulighed for opholdstilladelse.

Som lovgivningen fungerer i dag, sendes ofrene ofte tilbage til bagmændene i hjemlandet, som så igen kan sælge kvinderne videre. Jeg håber, at Danmark vil lade sig inspirere af den belgiske lovgivning. Den går i hovedtræk ud på følgende:

• Ofre for trafficking tilbydes i første omgang krisehjælp og bliver orienteret om deres rettigheder. I specialiserede centre tilbydes de psykologisk støtte og hjælp samt medicinsk behandling.

• Ved samarbejde med politiet om at afsløre bagmændene udløses en opholdstilladelse på tre måneder, og ofret bliver tilbudt en midlertidig arbejdstilladelse.

• Hvis bagmanden bliver afsløret og dømt, og en række andre forhold er på plads, kan der udstedes en permanent opholdstilladelse. I andre tilfælde kan opholdstilladelsen forlænges for et halvt år ad gangen.

• I Belgien forstærker lovgivningen beskyttelsen mod “bolighajer”. Lovgivningen opfatter ikke bolighajer som menneskehandlere, men det er ulovligt at udnytte en persons sårbare position til at kræve ågerpriser for udlejning eller ved salg af bolig.

For resten af de udenlandske kvinders vedkommende er der ikke tale om, at de er ofre for trafficking – og billedet af prostitution som et socialt problem er heller ikke noget, der kan genkendes i alle lande (“Genders & Sexualities in Modern Thailand 2004”, Silkworm Books, 1999). Det er vigtigt at holde for øje, fordi det er afgørende for en målrettet hjælp til dem, som har brug for det. Og samtidig skal vi også huske, at selvom man ikke er tvunget traffickingoffer, men er her af egen vilje og med et ønske om at tjene penge på sex, kan et større antal sexarbejdere alligevel være i  knibe med bagmænd, dårlige arbejdsvilkår, og med at skulle skjule sig for myndighederne for ikke at risikere hjemsendelse osv. Dem skal vi også blive bedre til at hjælpe.

Prostituerede udgør en sammensat gruppe
Prostitution kan for nogle personer være en løsning på et problem. Problemet kunne f.eks. være heroinafhængighed eller fattigdom i hjemlandet. Det er problemer, som vil forblive relevante langt ud i fremtiden og derfor er det først og fremmest de mest udsatte prostituerede, der kommer til at betale prisen for et forbud. Hvis vi ønsker at hjælpe, så handler det for udenlandske prostituerede om, at vi gør mere for at afskaffe fattigdom. Vi skal have øget ulandsbistanden og gjort mere for kvinders vilkår rundt i verdenen. Herhjemme skal vi sætte ind med flere sociale tilbud, etablere netværk og skabe tillid, tryghed og tolerance.

Resten af de ca. 6.000 prostituerede, der skønnes at være i Danmark (Nell Rasmussen: “Prostitution i Danmark”, Socialministeriet, 2007), er ligeledes en meget sammensat gruppe med forskellige behov. Det er uden for enhver tvivl, at en del af dem har behov for reelle og varige alternativer til det liv, de har. På den anden side må vi også erkende, at en stor del af de prostituerede har foretaget et frit valg blandt flere alternativer.

Deres behov er snarere end hjælp at få anerkendt deres valg og undgå stigmatisering. En løsning for dem vil være, at prostitution bliver afkriminaliseret – erhvervet skal anerkendes, og der skal sikres ordnede forhold med adgang til ikke-moraliserende rådgivning, læge, sundhedspersonale osv. Når vi skal acceptere deres valg, hvor uforståeligt det end kan være for nogle, hænger det sammen med et helt elementært menneskesyn. Vi må som udgangspunkt tro på, at voksne, myndige mennesker kan træffe egne valg. Ethvert valg bygger på den enkeltes baggrund og aktuelle situation. Hvad der for én er et oplagt valg, kan for en anden være helt uforståeligt. Ingen kan stille sig til moralsk dommer over for den enkeltes valg. Hvad vi kan gøre, er at skabe mulighed for at fortryde et valg.

Mange sexarbejdere giver udtryk for, at deres største problem ofte er den umyndiggørelse, som de mødes med fra de grupper, som tror, de ved, hvordan andres liv skal leves. De oplever, at deres valg ikke bliver accepteret, men underkendt og negligeret. Når det er sagt, skal der på den anden side ikke være tvivl om, at samfundet skal gøre alt, hvad der står i dets magt for at hjælpe dem, som har problemer eller har behov for hjælp. Vidensniveauet skal højnes, så de, som vælger prostitution, ved, hvad de går ind til, og så skal det være lettere at få hjælp til at komme ud af erhvervet igen. Det kan f.eks. ske gennem neutrale mødesteder, hvor psykologer og socialrådgivere får til opgave at hjælpe dem, der ønsker det, over i alternative fag. Det er vigtigt, at disse steder bakkes op af Sexarbejdernes Interesse Organisation (SIO).

Tag ved lære af New Zealand
Både i Tyskland og Holland har man forsøgt sig med legalisering, men sociale og faglige tiltag til at understøtte legalisering savnes. Tyskland og Holland har altså ikke helt fået løst de problemer, der kan følge i kølvandet på den svage del af prostitutionen med illegal arbejdskraft, stofmisbrug, stress og skatteunddragelse.

En del af de problemer har New Zealand derimod løst forbilledligt. Det er sket ved at indgå et tæt samarbejde mellem staten og sexarbejderne selv. Sidstnævnte er organiserede i NZPC, som er det newzealandske modstykke til SIO. Prostitution blev afkriminaliseret og ligestillet med alle andre erhverv. Samtidig lavede man en licensordning for administratorer eller “bagmænd”, der for at få tilladelse til at drive bordel, skal sørge for gode arbejdsforhold, gode sanitære og sikkerhedsmæssige forhold, og på klinikkerne synligt videreformidle rådgivnings- og informationsmateriale til både sexarbejdere og kunder.

Inspektion af bordellerne fra myndighederne varetages af, hvad der her i Danmark svarer til Arbejdstilsynet. Licensen skal fornyes årligt, og en administrator må ikke tidligere være dømt for en række forudbestemte lovovertrædelser, som for eksempel vold, narkokriminalitet eller hvidvaskning af penge. Ved licensordningen har man skabt et stærkt præventivt værktøj mod bagmænds udnyttelse af sexarbejderne. Bagmændene er således selv med til at rydde op i branchen.

NZPC har afdelinger rundt i hele New Zealand som bl.a. fungerer som rådgivningscentre, væresteder, sundhedsklinikker mm., afhængigt af behovet på stedet. Nogle af NZPC’s services købes af Sundhedsministeriet, heriblandt rådgivning om sundhed, sikkerhed, rettigheder og muligheder – også for at forlade branchen. De involverede er tilfredse med loven, der har åbnet op for et tættere samarbejde mellem prostituerede og politi. De meget grundige og omfattende rapporter om modellen konkluderer blandt andet at:

• Sexarbejdernes sundhed og sikkerhed er blevet bedre siden afkriminaliseringen.

• Antallet af prostituerede er ikke steget (hvilket nogle kritikere forudså, at den ville) i modsætning til mange andre lande, hvor prostitutionens omfang er steget.

• Problemer med vold er mindsket.

• Sexarbejdernes arbejdsforhold er blevet lidt bedre, men kravene til arbejdsstederne skal skærpes, samt kontrollen med disse.

• Sexarbejderne er mindre i kontakt med alfonser og kriminelle miljøer.

• Sexarbejderne føler, at deres retssikkerhed er øget, og de har i dag nemmere ved at afvise en kunde.

Ved at inddrage de prostituerede selv har den newzealandske stat formået at etablere et godt, ligeværdigt og sundt samarbejde, der i høj grad er skadesreducerende.

Forbud forstærker problemerne
På grund af den meget sammensatte og uhomogene gruppe af prostituerede giver det ingen mening, at prostitution i Danmark er defineret som et socialt problem. Den definition forhindrer målrettet hjælp til de udsatte grupper, fordi den på forhånd har stemplet dem som et problem. De prostituerede oplever meget ofte, at myndigheder, organisationer og andre, som i udgangspunktet vil det bedste for dem, er fordomsfulde og ikke møder dem ligeværdigt. Det forhindrer prostituerede i at opsøge den hjælp, som de kan have behov for.

Det vil yderligere blive forstærket, hvis der indføres et forbud mod køb af seksuelle ydelser som visse grupper i debatten foreslår.

Forbudstilhængerne taler ofte for et forbud med det argument, at et forbud vil sende et signal om, at køb af seksuelle ydelser ikke er acceptabelt. Jeg synes ikke, det er acceptabelt, at man som politiker mener, det er vigtigt at sende et signal, når signalet – som i dette tilfælde – har konsekvenser, der reelt besværliggør hjælpen til en udsat gruppe. Det her handler ikke om signaler – det handler om mennesker. Så lad os komme væk fra spørgsmålet om et forbud og hen mod spørgsmålet om, hvordan vi bedst muligt hjælper, der hvor der er behov. At være imod et forbud er ikke det samme som at acceptere situationen, som den er i dag. Det er netop for at komme videre, at vi ikke skal have et forbud mod køb af seksuelle ydelser. Vi skal blive bedre til at lytte til de behov for hjælp, som de prostituerede giver udtryk for, og vi skal blive bedre til at imødekomme de prostituerede fordomsfrit og som enkeltindivider. Vi skal kort sagt øge den sociale indsats. Og det gør vi bedst uden et forbud.

I Sverige har de i snart ti år haft et forbud mod køb af seksuelle ydelser. Den seneste evaluering fra den svenske socialstyrelse viser, at antallet af prostituerede ikke er faldet, og at det socialt opsøgende hjælpearbejde er besværliggjort (www.socialstyrelsen.se: “Kännedom om prostitution 2007”). Efterspørgslen ser ikke ud til at være faldet, og der findes ikke tegn på, at ti års sexkøbsforbud har gjort, at handlen i større grad er flyttet til Danmark. Svenske politifolk udtaler, at antallet af traffickingofre efter alt at dømme er vokset (www.guardian.co.uk: “How making the customers the criminals cut street prostitution”, 050108). Og de prostituerede udtaler selv at de føler sig mere stigmatiserede og udsatte (www.sans.nu/konsekvenser.htm). Prostitutionsmiljøet er mørklagt, og prostitution foregår under ukontrollerbare former, hvor forskellige typer misbrug af de prostituerede ofte gør sig gældende (www.salli.org: “Talk delivered at Beijing Plus Ten meetings on the Swedish model”).

Det er naivt at tro, at prostitution forsvinder ved et forbud. Forbud hjælper ikke de svage og udsatte. For mig at se tyder det på, at et forbud øger sociale problemer i stedet for at afhjælpe dem, til trods for at de svenske myndigheder samtidig med forbuddet øgede det sociale hjælpearbejde. Det tyder på, at det sociale hjælpearbejde i Danmark vil blive amputeret, hvis vi samtidig indfører et forbud mod sexkøb. Det danske politi er af den opfattelse, at et forbud vil gøre det vanskeligere at opsøge de prostituerede i miljøet, fordi de prostituerede vil være nødt til at flytte fra synligheden på gaden til skjulte lejligheder og baggårde, hvor politiet ikke kan finde dem og deres kunder (se f.eks. www.metroxpress.dk: “Prostituerede advarer mod forbud i Danmark”, 191108). Frem for et forbud, som forværrer situationen, ønsker jeg fordomsfrit opsøgende arbejde og målrettet hjælp til dem, som har behov, samt en fuldstændig afkriminalisering af prostitution. Jo mere prostitutionsområdet kommer frem i lyset, jo bedre for de udsatte.

Jo før debatten om prostitution bliver nuanceret og fordomsfri, desto hurtigere kan der findes brugbare løsninger på de problemer, der åbenlyst er for alle parter i miljøet. Som jeg har argumenteret for, er de behov, de enkelte grupper har, vidt forskellige. Lad os lære af de erfaringer, man har gjort sig i andre lande, og lad os så skrue ordninger sammen, som passer til de danske forhold.

 

Jeg vil rigtig gerne høre din mening - skriv en kommentar


8 − 7 =