Linda Kristiansen
ganske radikal
Mine kommentarer til dagens hovedbestyrelsesmøde

Så er 1. hovedbestyrelsesmøde efter valget overstået. Et møde der samtidig var 2. møde med ny formand. En formand, der tilsyneladende ikke har en politisk holdning. I hvert tilfælde ikke en han deler med sine medlemmer. Nu har der selvfølgelig kun været de to møder, så der er stadig tid til udvikling, hvilket jeg bestemt håber at komme til at se, for ellers tror jeg vi skal se frem til afvikling. Men Klaus skal have ros for, at selvom han ikke selv er godt til at tage et initiativ, så kan han godt reagere på andres. Så hermed en opfordring til en politisk reaktion ;-)

En stor del af debatten i dag handlede selvfølgelig om valget. Og jeg tror det vigtigste var at alle fik lidt luft for egne synspunkter og holdninger til resultatet. Nu håber jeg så at der også bliver plads til en mere struktureret evaluering, som måske kan bruges mere fremadrettet. Derfor vil jeg håber at alle der har en kommentar til hvad der har været godt, hvad der har været skidt, hvad der kan være anderledes, hvad der ikke kan være anderledes osv. skriver det ned og sender ind til sekretariatet (som jeg så håber vil samle det sammen og sende retur samlet).

Min egen kommentar i dag var at jeg synes vi har kørt en fin valgkamp, men i Region Sjælland har det ikke haft nogen betydning, da folk stemmer lokalt på trods af eller netop på grund af at det er et regionsvalg. Samtidig tvivler jeg på det flytter mange stemmer at vores MF’ere er med ude, men det batter altså på den mentale konto, så derfor en tak til dem der har gået aktivt ind i valgkampen. Især synes jeg Anne Marie har gjort det smukt ved netop at deltage i valgkampen med emner der havde relevans for valget – det fortjener stor ros.

Der blev snakket en del om KBH’s konstituering – min kommentar hertil er at jeg ikke ønsker at være med i et parti, der arbejder på at udelukke andre. Jeg har intet grundlag for at udtale mig for eller imod konstitueringen, da jeg ikke har været med i lokalet. Men at vi skal profilere os på at lægge afstand til bestemte partier/personer ønsker jeg ikke. Lad os i stedet profilere os på vores politik og være det parti der lægger vægt på det brede samarbejde, der hvor det er muligt.

Sagen i midtjylland skabte en smule debat om hvorvidt vi skal kunne eksludere medlemmer. Politisk arbejder vi for øget kommunalt selvstyre – lad os starte med at være det gode eksempel internt. Kammeratlige samtaler osv. er ok, men ekskludering er lidt for topstyre-agtigt for min smag.

Plakater var selvfølgelig også et emne. Og det er da et problem at vi ikke har et ensartet udtryk. Men så længe at der ikke er noget bedre for centralt hold, så nej tak (og det er jo ikke ligefrem nyt at vi kandidater ikke er glade for den). Derudover så håber jeg at selvom der kommer et bedre bud fra centralt hold, at vi stadig kan have lov at lave vores egne. Men hvis en plakat er designet godt er jeg også sikker på at flere vil bruge den. Så til sekretariat og Margrethe – lad være at beklag jer over vores egenrådighed – lav istedet noget bedre (og husk medlemsinddragelsen). Jeg vil langt hellere rose alle de fantastisk kreative idéer. Hvor er det dejligt med medlemmer der kan tage et initiativ ;-)

Et andet punkt på dagsordenen var drøftelse af road pricing-udspil. Formanden for miljøudvalget fremlagde sekretariatets udspil – selvom de jo egentlig ikke har været en (særlig stor) del af processen bag. Det kan undre en smule, men tror det var meget korrekt set af dem, der bad Tyge om at han fremlagde det, da det kan virke som en baglands-blåstempling.

Udspillet lyder at alle og enhver skal betale en krone ekstra pr. kørt kilometer. For ikke at lave total slagside, vil der så blive et lidt forhøjet kørselsfradrag til dem der bor i udkanterne eller dem som kører ekstra langt. Jeg synes ikke det er et godt forslag. Jeg synes, at vi burde kigge på lastbilerne, fokusere mere på offentlig transport og evt. en omlægning (ikke en afskaffelse) af befordringsfradraget (det foreslog jeg også på det møde der blev holdt inde på Christiansborg, men jeg kan ikke rigtig se, at nogle af de forslag der blev fremført derinde er tænkt med). Jeg har også foreslået at vi venter til der er en bedre teknologisk løsning! Men der er åbenbart vigtigere at komme ud med noget (og endnu vigtigere at komme ud med det inden regeringen) end at komme ud med noget der er fornuftigt :-(

Det sidste jeg her vil kommentere er manglen på medlemsinddragelse. Jeg har igen og igen og igen anmodet om at vi offentliggør hovedbestyrelsens mødedatoer, dagsordner og referater til medlemmerne. Ja, vi har faktisk fået det vedtaget i hovedbestyrelsen. Hvis de bliver offentligjort internt, så er det i hvert tilfælde ikke annonceret hvor og så kan medlemmerne jo ikke vide at de har mulighed for at følge vores arbejde. Jeg har slet ikke ord for hvor kritisabelt jeg synes det er. Sker der ikke snart noget synes jeg måske man burde begynde at placere et ansvar. Nu har det trukket ud i over et år – hvor længe vil vi acceptere at hovedbestyrelsesbeslutninger (og involvering af vores medlemmer) bare syltes?

På falderebet vil jeg lige komme med dagens gode nyhed – endelig bliver hovedbestyrelsen taget seriøst nok til at vi får et weekendmøde. Det har vi brug for. 

Jeg vil rigtig gerne høre din mening - skriv en kommentar


− 4 = 2