Linda Kristiansen
ganske radikal
Nyborg Strand stævne 6

Debat: Margrethe Vestager, Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard

panel

Anders Fogh Rasmussen:
”Vi står i en situation, der kalder på et bredt politisk samarbejde – og det er også det jeg vil opfordre til”, indledte Anders Fogh Rasmussen og fortsatte så med orientering om vores sunde økonomi (vi har lagt til side, det gør man i en sund økonomi!), om en skattereform, om fokus på bæredygtighed og vedvarende energi, der bl.a. skal være med til at skabe arbejdspladser, sund økonomi og et godt miljø. Venstre vil gøre Danmark mindre afhængige af olie og kul og vil fremme en grøn fødevaresektor. Der er samlet behov for en offensiv indsats der trækker gør Danmark til en grøn vindernation! Så kære venner vi står over for et meget travlt år. Vi har en vigtig dagsorden på både lang og kort sigt. VI kan og vil bekæmpe finanskrisen, vi skal passe på ikke at tale os ned i et stort sort hul, men i stedet skal vi tænke nyt, der understøtter langsigtede reformer i det danske samfund.

pkogafr

Pia Kjærsgaard:
På lige fod med Anders Fogh Rasmussen, så har jeg også prøvet at være her før – og det er interessant. Jeg vil også gerne forholde mig til den aktuelle situation, der ikke er som for et år siden. VI har finanskrisen – og den er ikke kommet pga. af den førte politik. Det er en international krise. Og der er mange der er bekymrede. Vi har også en meget lav ledighed. VI har siden 2001 været med i mange forlig og aftaler. Hvad kan vi gøre for at afværge krisen? Der er mange ting vi kan gøre – i øjeblikket arbejder vi med en bankpakke. Jeg håber at bankpakken kommer på plads.
Omkring retsstaten så synes jeg overhovedet ikke at der er tale om at retsstaten er i fare – jeg kan godt forstå at hvis man har siddet og hørt på det panel i to dage at man så er lidt nervøs, men så må jeg jo vække jer. Det er lodret forkert. Lad os tage Tuneserloven. Der var ikke andet at gøre end at tage fat på problemet så godt vi kunne – og vi gjorde hvad der var muligt inden for den ramme der var. Og vedr. de administrative udvisninger – så var det jo et bredt flertal der stod bag – også Det Radikale Venstre.

panel1

Margrethe Vestager:
Jeg er vokset op i Ølgod. En lille by i Vestjylland, der er blevet rig på spånplader. Uden for byen er der langt mellem husene. Vi var tilflyttere, og jeg var præstens datter.
Halballerne sluttede altid klokken to om natten. Så kom min far og hentede os i sin orange Saab 99. Og det gjorde han, selv om vi sidste weekend var blevet nødt til at stoppe på vejen hjem, fordi en af os havde fået for meget at drikke.
Det nærmeste jeg kom skydevåben var, når vi på en frostkold efterårsdag i jagtsæsonen blev inviteret til jagtgilde hos gode venner, der havde skudt harer og fasaner på deres marker. Så sad vi der og pillede hagl ud af dyr, der havde ligget i mælk i dagevis for at kunne tygges.
Hvert år holdt den lokale Rotary-klub en juletræstur, som jeg vildt gerne
ville med til. Min far sagde, at han under ingen omstændigheder ville være med i noget, hvor man skulle inviteres for at blive medlem.
Det var først år senere, jeg forstod, hvad han mente.

I 2008 blev Danmark ramt af uroligheder. Nat efter nat brændte unge skoler, containere og biler af.
15. februar skrev Ekstra Bladet i en reportage fra optøjerne: “Først på natten ændrede det hele så karakter igen. Nu var det pludselig skolerne, der var målet. Flere steder blev der kastet molotovcocktails mod bygningerne. Værst fik ilden fat i Værebroskolen i Bagsværd. Her måtte brandvæsenet i timer bekæmpe flammerne, og i hvert fald den ene fløj udbrændte totalt.”
Det var midt i vinterferien, og jeg kan huske, at jeg var bange og bekymret. Men også vred. Ikke kun på de unge, men på det, Danmark havde udviklet sig til. Det var ikke længere det Danmark, jeg kendte. Det Danmark, jeg drømte om.
Containere og biler, der bliver brændt af, efterlader et ar i asfalten. Lige meget om det er på Jagtvej eller i Tingbjerg. Og lige meget, hvad du tror på, når du stryger tændstikken, vidner det om sår i vores samfund.
Et par måneder senere stod der en dag en bil med to skudhuller i døren foran den lokale thai-restaurant på den del af Amager, hvor jeg bor. Det var i de dage, hvor der blev skudt i København og Århus. Ikke en gang, ikke et par gange. Nej, hver eller hver anden dag, var der skyderi i gaderne.
Når jeg hele tiden bliver mødt med nye indslag i tv om skudepisoder, bandekriminalitet og skoler, der bliver brændt ned. Når jeg konstant læser om æreskriminalitet og tvangsægteskab i aviserne. Når jeg møder mennesker, der fortæller mig, at 65.000 kvinder med udenlandsk baggrund står uden for arbejdsmarkedet, kan jeg ikke genkende det Danmark, jeg elsker og holder af.

Det er en gammel sandhed, at tryk avler modtryk. Ligesom vold avler vold. Vi ser det næsten dagligt i Gaza, i Afghanistan og Pakistan. Men vi så det også sidste år i vinterferien i København, Århus, Kalundborg og en alt for lang række af danske byer. Men vold avler ikke kun vold, det avler også selvretfærdighed. “Det er samfundets skyld,” sagde drengene, der satte ild til deres egne skoler.
Men det er ikke samfundets skyld, forsikrede statsministeren os om. Da han endelig tonede frem på tv søndag aften efter urolighederne havde stået på nat efter nat gennem en hel uge.
Det er ikke samfundets skyld.
Gør det os tryggere?
Det er ikke samfundets skyld.
Løser det problemerne?
Det er ikke samfundets skyld.
Bliver det så bedre fremover?
Det er ikke samfundets skyld. Det er ikke min skyld. Det er ikke mit ansvar. Sig det til børnene på Værebroskolen.
Det er ikke samfundets skyld. Sig det næste gang, der er en, der sammenligner tørklæder med hagekors. Næste gang der er en, der undrer sig over, at vi internerer afviste asylansøgere i lejre. Næste gang der er en, der står frem og siger, at de ikke kan få deres kæreste eller udenlandske ægtefælle med hjem til Danmark.
Jeg tør godt sige, at det er vores ansvar. Og at det er vores ansvar, at problemerne bliver løst.
Det er vores ansvar, at skoler ikke bliver brændt ned. Det er vores ansvar, at våben kun er noget man har, hvis man skal på jagt.
Vi har alle et ansvar for at løse problemerne i stedet for at svare igen ved at ekskludere de svageste. I stedet for igen og igen at fjerne rettigheder fra de få, fra dem som ikke har noget. Fra den enlige mor. Fra den afviste asylansøger. Fra dem, der går med tørklæde. Fra dem, der gifter sig med en udlænding. Fra dem, der ikke deler flertallets meninger og holdninger. Fra dem, der ikke er mange stemmer i.
Danmark er ved at udvikle sig til en lukket fest. Det er prisen for syv år med statsministeren på bagsædet og Pia Kjærsgaard ved rattet. Og det er ikke en pris, jeg vil betale, for jeg drømmer om et andet Danmark.
Og jeg undres, når jeg hører statsministeren, som en anden lektor Blomme, gentage det samme pensum år efter år: Skattestop, hårdere straffe og 24-årsregel. Det er sørgeligt at konstatere, at vi har en statsminister, der ikke vil tage ansvar for andet end opgangs tider. En statsminister, der leder en regering, der øger kontrollen, skader integrationen og undergraver retssikkerheden. En statsminister, der har mistet grebet og ikke tager ansvar for det samfund, han er valgt til at lede.

Sidste forår besøgte jeg en af de forstæder i Paris, der havde været værst ramt af uroligheder. En by af højhuse i mat beton, hvor udbrændte lejligheder lå efterladt tilbage. På facaden kunne jeg stadig se, hvor flammerne havde slikket op ad bygningen.
Det her er ikke sted, du forlader, var min første tanke. Når du først er endt her, ved du, at du ikke er en del af det samfund, der findes på den anden side af de ringveje, der omkranser området som et kvælertag.
Elevatorerne virkede ikke inde i bygningerne. Elektricitet var der kun nogle timer om dagen. Vandet kom og gik. Og udenfor var det eneste grønne, jeg så, tidsler og ukrudt.
Men indenfor i lejlighederne var der sådan set fint nok. For som en familiefar forklarede mig, så er det vores eget. Selvom det var almindeligt, at en familie delte en treværelserslejlighed med mindst en anden familie.
For mig var det ikke engang trøsteløst. Det var værre.

Jeg har hørt rygter om, at der bliver brændt biler af hver nat i forstæderne til Paris. Men at det kun kommer i tv, når det går over gevind. For mig går det over gevind lang tid før den første bil bliver brændt af. Og én tanke blev ved med at fare igennem mig.
Skal trøstesløsheden virkelig være så tydelig som i forstæderne til Paris, før vi kan se, at den er helt gal?

Vi vil altid skændes om højden på hækken og bande hundelorte og deres ejere langt væk. Jeg drømmer ikke om et konfliktfrit samfund. Det er naivt og ville i øvrigt også være kedeligt. Men i det Danmark, jeg drømmer om, er der langt fra hverdagens små konflikter til afbrænding af biler og tilfældig vold.
I det Danmark, jeg drømmer om, har vi alle del i noget, der er så dyrebart, at vi er villige til at kæmpe for det.
I det Danmark, jeg drømmer om, kæmper børn og unge for deres skole, for deres lokaleområde, for deres sportsklub, fordi de ved, at det også er deres.
Fordi der bliver regnet med dem.
Fordi de kan mærke, at der bliver troet på dem.
Fordi der er forventninger til dem.
Fordi de hver dag mærker, at vi alle er en del af samfundet.
Fordi de ved, at det er vores samfund og ikke en lukket fest.
Fordi de kan mærke, at de hører til her ligegyldigt navn, socialklasse og hudfarve.

Jeg drømmer om et Danmark, hvor vi er modige nok til at give håb til andre end os selv. 

Jeg vil rigtig gerne høre din mening - skriv en kommentar


2 − 1 =