Linda Kristiansen
ganske radikal
Pressemeddelelse: Hvor møder du snærende regler?

Hvor møder du snærende regler?

Vi lytter – også til konkrete historier.

En ny hjemmeside: www.vistillid.dk samler historier om meningsløse regler og unødigt bureaukrati.

Rigtig mange danskere oplever dagligt eller tit, at de møder regler og kontroller, som ikke giver mening. At de skal udfylde papirer, de ikke kan se rimelighed i. Eller at de skal vente på betjening længere end de burde.

Den slags oplevelser skal nu samles ind, så de kan hjælpe til med at få forenklet regler, og sikre et bedre arbejdsmiljø de mange offentligt ansatte.

- Rigtigt mange offentligt ansatte svarer i store undersøgelser, at de føler alt for meget af deres tid bliver brugt på unødig administration. Vi vil gerne gå et spadestik dybere og få nogle konkrete eksempler på, hvor det er dygtige medarbejdere føler, de spilder tiden med noget andet end det, de egentlig blev uddannet og ansat til. Der skal selvfølgelig være administration og kontrol i det offentlige, men hvor er det, at det kammer over? Det er vi nødt til at få ord på, for at vi som politikere kan gøre noget ved det og skabe et bedre arbejdsmiljø, siger folketingskandidat Linda Kristiansen fra Radikale Venstre.

Partiet arbejder i øjeblikket på at revidere den tillidsreform, der første gang blev lanceret for fire år siden.

- Desværre kan vi jo se, at der er kommet endnu flere regler og en endnu stærkere følelse af over-administration i det offentlige siden. Det går ud over effektiviteten, når medarbejderne bruger tiden på papirer i stedet for kerneydelsen. Det går ud over medarbejderne, der bliver alt for syge i det offentlige. Og så går det ud over borgerne, der ikke får den service, som medarbejderne egentlig gerne ville give. Det skal der gøres noget ved – og derfor har vi brug for at få så mange konkrete historier som muligt, siger Marianne Jelved, der er én af hovedkræfterne bag tankerne om tillidsreformen.

Håbet er, at vistillid.dk vil kunne indsamle meget forskellige historier om bureaukrati og kontrol fra både offentlige og private virksomheder. Ikke bare historier om stramme regler, men gerne også historier om, hvordan det har frigivet ressourcer at gå fra kontrol til en ledelse, der baserer sig mere på tillid.

- Det er dér guldet ofte ligger. I de historier, hvor nogen allerede har vist vejen. Dér hvor de gode erfaringer kan kopieres til andre steder. Eller i hvert fald inspirere til at prøve noget andet. De historier vil vi rigtig gerne lytte til, fortæller folketingskandidat Brian Bruhn.

Ønskes yderligere oplysninger er I velkomne til at kontakte

Linda Kristiansen
31 14 33 77
linda@vistillid.dk

Brian Bruhn
40 58 80 20
brian@vistillid.dk

Daniel Nyboe Andersen
daniel@nyboeandersen.dk
Tlf: 23 23 61 09

Marianne Jelved
33 37 47 03
rvmaje@ft.dk 

Jeg vil rigtig gerne høre din mening - skriv en kommentar


− 8 = 1