For lige lidt over 2 måneder siden havde Anne Marie Geisler Andersen (radikalt medlem af folketinget) og jeg et indlæg om økonomi og menneskerettigheder i Kristelig Dagblad. Jeg gen-bringer indlægget her, da jeg synes det hænger meget godt sammen med ugens artikel, der bl.a. beskriver retten til at være inkluderet i samfundet og frit kunne vælge bopæl:

Artikel 19

Retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet

Deltagerstaterne anerkender, at alle personer med handicap har lige ret til at leve i samfundet med samme valgmuligheder som andre, og skal træffe effektive og passende foranstaltninger til at gøre det lettere for personer med handicap fuldt ud at nyde denne rettighed samt fuldt ud at blive inkluderet og deltage i samfundet, herunder ved at sikre:

a) at personer med handicap har mulighed for at vælge deres bopæl, samt hvor og med hvem de vil bo, på lige fod med andre og ikke er forpligtet til at leve i en bestemt boform,

b) at personer med handicap har adgang til et udvalg af støttetilbud i hjemmet og på boligområdet samt andre lokale støttetilbud, herunder den nødvendige personlige bistand for at kunne leve og være inkluderet i samfundet samt for at forebygge isolation fra eller udskillelse af samfundet,

c) at samfundets tilbud og faciliteter til den almene befolkning er tilgængelige for personer med handicap på lige fod med andre og tager hensyn til deres behov.

-

Økonomiske hensyn over menneskerettigheder

Af Anne Marie Geisler Andersen, Radikalt medlem af Folketinget og Linda Kristiansen, Radikal Folketingskandidat

Nu har VKO vedtaget et lovforslag, der betyder at hensynet til økonomien tilsidesætter en hel gruppe af borgeres rettigheder.

Hidtil har handlekommune og betalingskommune på handicapområdet været delt mellem en borgers oprindelige kommune og den nuværende bopælskommune. Når en borger havde fået ophold i en anden kommune fx i et socialt botilbud eller på en institution, var det den oprindelige kommune, der var betalingskommune, mens bopælskommunen besluttede, hvilken hjælp borgeren skulle have.

Denne praksis havde både fordele og ulemper – fordelene var til borgerens gavn, mens ulemperne handlede om økonomistyring. Den enkelte kommune havde ikke mulighed for at styre deres udgifter til det specialiserede område og derfor blev et lovforslag hvor den oprindelige opholdskommune også skal være handlekommune fremsat. Et lovforslag der er intet mindre end fatalt for mange borgere.

Med lovforslaget bliver det vanskeligere at opretholde nærhedsprincippet, idet beslutningerne vil blive truffet længere væk fra den enkelte borger. Det er næppe svært at forestille sig, hvad det vil komme til at betyde for indsatsen over for den enkelte borger, hvis man eks. har handlekommune i Randers og er bosiddende i Furesø.

Der er ikke indskrevet en tidsbegrænsning for, hvor lang tid en borger kan bo i en anden kommune end sin tidligere opholdskommune og stadig have den tidligere opholdskommune som handlekommune. En borger kan således bo i en kommune på 30. år, men stadig være bundet af sin tidligere bopælskommune.

Det er også dybt problematisk, at de borgere, forslaget omhandler, ikke vil kunne stemme i den kommune, hvis serviceniveau de er underlagt. Dette er ikke blot et kæmpe demokratisk problem, men synes også at være i strid med FN’s handicapkonvention, der siger, at mennesker med handicap skal have adgang til fuld deltagelse i samfundslivet.

Endelig er der også betydelig risiko for, at lovforslaget vil medføre øget administration, da sagsbehandlerne skal rundt i landet for at se til de tusindvis af borgere, der er visiterede til specialiserede tilbud i andre kommuner end deres tidligere opholdskommune. Ligeledes skal den enkelte institution/botilbud have kontakt med mange kommuner og tage hensyn til en række forskellige serviceniveauer.

Vi tror godt der kunne laves et system, der gav kommunerne mulighed for bedre økonomistyring, samtidig med hensynet til borgernes rettigheder blev varetaget. Men dette lovforslag er fremsat uden et tilbundsgående udredningsarbejde, der dokumenterer årsagerne til de seneste års udgiftsvækst på det specialiserede socialområde og synes at udgøre en forhastet løsning. Det er et udtryk for, at Regeringen laver lovgivning hen over hovedet på og uden hensyn til de berørte borgere. Det er system før mennesker.