Linda Kristiansen
ganske radikal
Sidste dag

Oprettet af Linda 2007-11-12 23:19
Startede dagen med at sove over mig! Men ikke mere end at jeg da nåede at være med i den travle tid på Holbæk station sammen med Martin Lidegaard, Thomas Adelskov og Brian Mikkelsen. Stemningen var dejlig – der var ligesom en afslappethed, selvom vi ikke var stoppet med at føre valgkamp. Ved at vi alle havde en masse gøremål i dagens løb – f.eks. skulle Martin husstandsomdele. Det er desværre der hvor jeg ikke har nået det jeg gerne ville have nået – øv!

Efter hyggeuddelingen på stationen tog jeg på arbejde og holdt et lille oplæg for tolkestuderende om min kampagne Tid Til Tegnsprog og fik skrevet min klumme til Døvebladet færdig. Skulle lige samle op på lidt statistisk vedr. min kampagne til klummen – og jeg synes faktisk der er overvejende positivt. Der har været flere tusinde inde på hjemmesiden www.tidtiltegnsprog.dk – dejligt.

Bagefter stod den på Roskilde. Jeg gik lidt frem og tilbage i gågaden og det er altså et godt sted. Jeg fik tilkendegivelser fra to personer, der gerne ville stemme på mig og jeg har lavet en aftale med Café Klaus (Kirkens Korshærs varmestue i Roskilde) om et studiebesøg. Det bliver spændende.

Rusk havde skrevet i går og spurgt efter flere materialer, så de kunne dele ud i Slagelse i dag, så sidst på eftermiddagen kørte jeg sydpå og Mødte Nina og Martin og vi delte ud i bidende kulde ved Vestsjællandscentret. Kæmpe tak for et super arbejde – tror sågar det lykkedes Martin at overbevise en SF’er om at stemme radikalt. I er helt klart booket hele næste valgkamp :-)

Siddende herhjemme i varmen har jeg lige fulgt lidt op på nogle debatter jeg deltager i rundt på nettet. Det er jo ikke ligefrem lykkedes mig at komme særlig meget i de trykte medier, så jeg må jo håbe at netmedierne (som jeg desuden også er tættere knyttet til) giver lidt. Vedr. trykte medier, så har Dagbladet som nævnt ikke trykt et eneste af mine læserbreve, det havde de så lovet at råde bod på i dag. I dagens avis er der skam også to billeder af mig, men jeg hedder konsekvent Linda Kristensen (I skal altså sætte krydset ved Kristiansen ) og det ene sted står der oven i købet Lille Linda Kristensen – føler det er ret nedsættende, men bør vel tænke at omtale er bedre end ingen omtale. Håber bare ikke at folk har fået et indtryk af mig som en lille nybegynder i politik (har dog været med i 10 år og har flere tillidsposter, bl.a. Hovedbestyrelsesmedlem), der ikke har noget politisk indhold. Nå, men det må jeg jo bare tage forbehold for til næste valgkamp.

Jeg har lige siddet og samlet op på min SMS-service vedr. radikal politik. I løbet af ugen har jeg sendt følgende beskeder ud om hvad vi radikale vil:

Det radikale venstre

- har en ambition om at 25 % af landbrugsarealet er økologisk i 2020

- mener at handicaptillægget skal være livsvarende og ikke frafalde når man fylder 67 år

- har afsat 500 mio. kr. i 2008 til investeringer i jernbaner og havner, bedre forhold for cyklister, trafiksikkerhed mv.

- vil have 300-timersreglen, starthjælpen og kontanthjælpsloftet afskaffet

- stiller forslag om at Danmark aldrig går i krig uden et bredt flertal (2/3) i folketinget bakker op om det

- vil arbejde for en ligestilling af taxametertilskud til de gymnasiale uddannelser

- tror på, at forskerne er bedst til at få idéer. Derfor skal vi have fri forskning

- mener licensen skal afskaffes og public service finansieres over skatten

- vil flytte skatten fra arbejde til det der forurener

- ønsker mere forskning i vedvarende energi

- vil firdoble beskæftigelsesfradraget

Nu vil jeg så se at komme i seng, så jeg ikke falder i søvn under stemmeoptællingen i morgen :-) 

Jeg vil rigtig gerne høre din mening - skriv en kommentar


2 + = 10

Tags:,