Linda Kristiansen
ganske radikal
Slut – eller begynder jeg egentlig ikke bare ny valgkamp i dag :-)

Oprettet af Linda 2007-11-13 07:58
Så er det simpelthen dagen.

Dagen hvor jeg glæder mig til at hente Sofie og tage hende med ned i valglokalet og se om hun kan finde mit navn på listen.

Jeg sidder og er sådan lidt, tjah bum bum bum. Har egentlig vildt lyst til at løbe ud af døren og kæmpe for de sidste stemmer, men jeg synes nu også denne sidste dag er/bør være fredet.

Vi ser ud til at gå godt tilbage i meningsmålingerne, men jeg synes ikke det er ensbetydende med et dårligt valg. Situationen med Ny alliance er meget ny og vi skal alle lige finde nogen ben og stå på. Og uanset hvor få der kommer ind, så er jeg siker på at de vil knokle, som hvis de havde været fem gange flere.

Jeg sidder og tænker på alt det positive i denne her valgkamp – der er meget snak om at en valgkamp er beskidt, men selvom der da har været et enkelt tilfælde hvor jeg følte mig en smule trådt over tæerne, så blegner det. For valgkampen som et hele har været intet mindre end fantastisk. Jeg er så stolt og beæret over al den opbakning jeg har fået fra min familie, fra min bestyrelse, fra RU – i særdeleshed RUSK – fra alle de mennesker jeg har mødt på gaden og på nettet. Det har simpelthen været fantastisk. Og jeg er ikke et sekund i tvivl – jeg fortsætter. Så uanset at næste valg endnu ikke er udskrevet, så kan du følge min valgkamp her allerede nu. Jeg vil ikke få skrevet dagligt, men jeg vil skrive hver gang der er noget der politisk bør kommenteres. Og jeg håber at I vil være med mig til en ny og noget længere valgkamp.

Inden jeg nu kaster mig over mit arbejde (hvis jeg da kan koncentrere mig – dagen i dag er jo spændende), så vil jeg lige sende en KÆMPE TAK til jer alle. Både jer som har været særdeles aktive, hængt plakater op, skrevet sang, stået på torve, delt flyers ud, passet mine børn, hjulpet mig på arbejdet, vendt mine tanker med mig og alle jer som har smilet på gaden, kommet med positive bemærkninger, har taget en hurtig politisk debat og været nysgerrige på at vide mere – og også alle dem fra de andre partier som jeg har mødt i valgkampen. Jeg har virkelig nydt paneldebatterne og dagene på stationerne og torvene. Jeg har debatteret med rigtig mange forskellige steder på nettet – og jeg kan kun sige at det har været fantastisk lærerigt. Det er bestemt ikke noget der stopper.

Nu vil jeg ønske jer alle en rigtig god valgdag – tak for kampen. 

Jeg vil rigtig gerne høre din mening - skriv en kommentar


6 + 4 =

Tags:,