Linda Kristiansen
ganske radikal
Sorøs pendlere snydt igen

( Læserbrev bragt i Ringsted Dagblad 7. juli 2008 )

I Dagbladet fredag den 4. juli kunne vi læse, at DSB har besluttet ikke at indføre halvtimesdrift fra Sorø station, som ellers var blevet stillet i udsigt fra 1. januar 2009. Årsagen er ifølge DSB, at køretiden mellem Sjælland og Jylland skal sættes ned, hvorfor der ikke bliver tid til at stoppe i Sorø. Der er efter min mening mange andre hensyn at tage end få minutters kortere rejsetid. For det første er der hensynet til Sorøs mange pendlere, som har haft en berettiget forventning om en forbedret drift fra Sorø station. Sorø har i de senere år oplevet vækst i antallet af indbyggere. Det betyder et øget behov for flere togafgange fra Sorø. Mange pendlere ses ikke i statistikken over togpassagerer fra Sorø, fordi de vælger at køre til en anden by og tage toget derfra, men behovet i Sorø er stort.

For det andet er der hensynet til miljøet og trafiksikkerheden. Region Sjælland er landets største pendlerregion. I vores region pendler mere end dobbelt så mange som i resten af landets regioner. Det betyder, at vi her i regionen har et øget behov for en god infrastruktur. Den manglende halvtimesdrift fra Sorø tvinger mange mennesker til at tage bilen på arbejde. Det giver en ekstra miljøbelastningen pga. de mange ekstra biler på vejene og presset på motorvejene stiger. Motorvejsstrækningen mellem Sorø og Ringsted er blandt landets farligste, hvor flere end noget andet sted har mistet livet. Det er alt sammen hensyn, som bør inddrages, når det besluttes om der skal indføres halvtimesdrift fra Sorø. Det er der for mig slet ingen tvivl om, at der skal. Derfor vil jeg tage kontakt til folketingets trafikudvalg med henblik på at få DSB’s beslutning ændret. Jeg ved også, at Sorø Pendlerklub arbejder aktivt i den retning. Alle kræfter må sættes ind for at øge og vedholde presset for at få den halvtimesdrift som hensynet til Sorøs pendlere, miljøet og trafiksikkerheden taler for.

 

 

 

 

Jeg vil rigtig gerne høre din mening - skriv en kommentar


2 − = 1