Linda Kristiansen
ganske radikal
Spændende tid

De sidste par uger har været sjove, skønne, udfordrende og pressede. Kombinationen af højtryk i ottende potens på arbejdet og masser af politik giver simpelthen et kick.

 

Jeg starter med en kort orientering fra mit arbejde.

 

Jeg har jo knoklet derudaf med kampagnen Tid til tegnsprog – og set i bakspejlet synes jeg faktisk det er gået godt. Jeg arbejder på evalueringen og har lige fået tilsendt kendskabsanalyser – interessant læsning. I går havde jeg arrangeret et seminar om holdningsændrende kampagner, hvor Steen Bengtsson startede med at fortælle om holdninger til handicappede – han henviste bl.a. til den netop i dag udkomne rapport fra SFI om arbejdsmarkedet og handicappede (den vil jeg gerne vende tilbage til i et senere indlæg). Derefter var Dokumentationschef Jesper Sølund fra Rådet for Større Færdselssikkerhed oppe og fortælle generelt om hvordan man laver en køresikker kampagne – også virkelig spændende. Og afslutningsvis skulle jeg fortælle om min kampagne.

 

Når jeg nu har siddet og arbejdet med hvad jeg egentlig har lavet i år, så synes jeg faktisk det er ganske godt gået – jeg har været langt rundt omkring, men haft konkrete målgrupper, som har gjort det muligt at målrette informationen. Og det ser ud til at det er lykkedes.

 

I går da seminariet sluttede, havde jeg sådan en underlig fornemmelse af at være færdig, men reelt er jeg ikke færdig, jeg mangler at lave evalueringen, lægge ekstra tolkninger på hjemmesiden, få lavet 4 pjecer og lidt småtterier. Men det var nu en ret god fornemmelse af at være nået sikkert i mål. Nu skal jeg så til at kaste mig mere ind i det interessepolitiske og det bliver altså også godt.

 

Udover at have ligget vandret på arbejdet, så fylder det politiske også godt.

 

Der har været en masse generalforsamlinger rundt omkring og jeg deltager jo både i Kalundborg kommuneforening, Kalundborg Kreds, Sorø kommuneforening, Ringsted kommuneforening og Ringsted Sorø Kreds (for resten tusind tak for genvalget som folketingskandidatJ). Det er lidt sjovt at se at en næsten identisk dagsorden kan gribes særdeles forskelligt an. Generelforsamlinger er jo ikke det mest spændende – og dog, for det gode ved dem er at der nogle gage kommer nogle af dem man ikke ser i det daglige bestyrelsesarbejde. Og så bliver der lige luftet de aktuelle meninger om de politiske nyheder.

 

Ud over generelforsamlinger, så er der også ”bare møder”. I går aftes deltog jeg i et rigtig spændende et af slagsen: ”Hvordan man vinder et valg” – det er jo bestemt god viden – eneste bekymring er at det var en socialdemokrat der fortalte og mig bekendt har de ikke vundet for nylig ;-)

 

I sidste uge var jeg til møde med Morten Østergaard og Margrethe Vestager og det var virkelig spændende. Der blev debatteret alt muligt mellem kommunalt selvstyre og politiske samspil.

 

I aften skal (eventuelle) kandidater til regionsrådet mødes. Jeg har tænkt en del over det. Sidste gang stillede jeg op både til kommunal- og regionsvalg. Denne gang vil jeg gerne have lov at kunne koncentrere mig om et område og da sundhedspolitik jo altid har været vigtigt for mig, så regner jeg derfor med at stille op til regionsrådet.

 

Nu er jeg på vej hjem til min familie, som jeg endelig får lov at spise aftensmad med. I næste uge får jeg dem nok en hel del mere at se – min kommune er nemlig strejkeramt. Desuden skal vi holde Sofie og Andreas’ fødselsdag på lørdag for familien (første gang i to år jeg melder afbud til et hovedbestyrelsesmøde!) og mandag for Sofies klasse. I næste weekend skal jeg til erhvervs- og økonomiudvalgsmøde, hvor vi har landdistriktpolitik som emne. Og næste igen er der møde i kandidatnetværket. Det er altid rigtig godt med sådanne møder, for man lærer altid noget nyt.

 

Lige på falderebet… Forleden blev jeg spurgt hvad jeg ville få min tid til at gå med hvis jeg ikke havde politik. Det har ligget og rumsteret lidt og svarene må vist blive:

-         Web

-         Skrivning (jeg drømmer stadig om at skrive en roman)

-         Fotografering

-         Havearbejde (nok mest bare at ligge i hængekøjen)

-         Lektiehjælp o. lign.

-         Og selvfølgelig familie!

 

Jeg vil rigtig gerne høre din mening - skriv en kommentar


5 − 5 =