Linda Kristiansen
ganske radikal
Tiden flyver helt vildt

Oprettet af Linda 2007-10-27 00:36
Nu er det igen på den forkerte side af midnat. At jeg ikke får skrevet så meget herinde betyder ikke at jeg ikke laver noget – nærmest tværtimod.

I går var en hektisk dag, med masser af annoncesælgere, der gerne ville have mig til at annoncere i deres avis eller radio. Desværre er min økonomi ikke så god!

Efter arbejde skulle jeg til møde i Ringsted, hvor vi startede med at klistre plakater og bagefter holdt et kort møde med hvem gør hvad og hvad gør jeg. Sent hjemme havde jeg lovet at kigge på en anden kandidats manglende hjemmeside – og så skulle jeg lige svare/læse de ca. 50 mails der lå og ventede.

I morges stod jeg så tidligt op, kørte til Ringsted og delte brochurer ud ved stationen. Dagbladet kom (fordi Brian Mikkelsen kom). De spurgte mig faktisk om min holdning til offentlig trafik og miljø. De gad desværre ikke bringe mit svar, men så er det jo super jeg kan komme til orde her:

Vi skal kigge på befordringsfradraget, så det bliver mere attraktivt at tage det offentlige frem for bilen. Vi skal selvfølgelig huske at ikke alle har mulighed for at bruge de offentlige transportmidler, men det skal gøres meget mere attraktivt!

Derefter til København til vores store arrangement: 100 års jubilæum for Døves Nordiske Råd. Bertel Haarder og Bente Dahl skulle begge have været der og holde taler, men havde været nødt til at aflyse på grund af valgkamp. Bertel Haardes kontorgut, som kom i stedet havde efter sigende travlt med at klappe sig selv og Bertel på ryggen og fortælle hvor godt de havde gjort det – de har vist ikke kendskab til døves forhold – slet ikke de sidste par år! Og Jeg læste Bentes tale op, som blev rost af bl.a. Fredericiaskolens leder.

Blog Image

(her holder jeg Bentes tale med tre tolke)

Spændende dag, hvor jeg lærte at sige ”rød” og ”gul” på sydkoreansk tegnsprog og ”Velkommen til Tanzania” på tanzaniask tegnsprog (eller hvad det hedder).

Derefter tog jeg til Ringsted og så at venstres kandidat stod og delte ud ved stationen – skyndte mig ned i bilen og hente brochure, og så ellers op og mænge mig. Hun virker meget sympatisk. Og jeg fik delt en masse brochurer ud. Jeg fik også nogle gode snakke med enkelte personer – mest om skat. Mens jeg stod og fik lidt kolde tæer kom Eddie (et super medlem her i Ringsted) og hang plakater op af mig. Det er altså så dejligt med en god kreds med gode personer.

Klokken 19 skulle de radikale kandidater og formænd i Storkreds Sjællands så mødes – det gik fint. Og derefter hjem til min formand og klistre lidt flere plakater. Nu er jeg så endelig hjemme og ligger på sofaen med computeren i skødet. Kan mærke at der ikke skal gå længe før jeg får listet mig ovenpå. Men jeg vil lige slutte af med at det er skønt at være i valgkamp. Husk at du altid er velkommen til at ringe, skrive eller møde mig et af de steder jeg er (se min kalender).

I må have god weekend

Linda 

Jeg vil rigtig gerne høre din mening - skriv en kommentar


9 − 5 =

Tags:,