Linda Kristiansen
ganske radikal
Tvang i psykiatrien – i et menneskeretsligt perspektiv

Center for ligebehandling af handicappede udgiver et nyhedsbrev, jeg stærkt kan anbefale alle med interesse for handicappedes vilkår at læse. Det hedder “Lighedstegn” og kan findes her (åbner i nyt vindue).

I dag vil jeg bringe en tekst herfra – men først ugens artikel:

Artikel 14

Frihed og personlig sikkerhed

  1. Deltagerstaterne skal sikre, at personer med handicap på lige fod med andre:
    a) har ret til frihed og personlig sikkerhed,
    b) ikke ulovligt eller vilkårligt berøves deres frihed, og at enhver frihedsberøvelse følger lovens forskrifter, samt at eksistensen af et handicap i intet tilfælde kan berettige til frihedsberøvelse.
  2. Deltagerstaterne skal sikre, at personer med handicap ved en eventuel frihedsberøvelse i forbindelse med en proces på lige fod med andre har krav på garantier i overensstemmelse med de internationale menneskerettigheder og skal behandles under overholdelse af denne konventions målsætninger og principper, herunder ved en rimelig tilpasning.

Spændetrøje på bøjleTvang i psykiatrien – i et menneskeretsligt perspektiv

Det Centrale Handicapråd fik på sit forårsmøde sat tvang i psykiatrien ind i et menneskeretsligt perspektiv.

Af Signe Stensgaard og Christine Bendixen

For at få belyst problemstillingerne omkring tvang i psykiatrien havde Det Centrale Handicapråd (DCH) på sit møde i marts 2010 inviteret menneskerettighedsrådgiver og ph.d. Birgitte Kofod Olsen til at fortælle om de menneskeretslige konsekvenser ved at anvende tvang i psykiatrien.

DCH har længe haft fokus på tvang i psykiatrien. Og med Danmarks ratificering af FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap er tvang i psykiatrien igen blevet aktualiseret, fordi tvang er et af de områder, som sætter konventionens artikler på spidsen.

Handicapkonventionen og tvang

Der er grund til at se på relevansen af konventionens artikler i forbindelse med den tvang, dansk lov giver hjemmel til at bruge i psykiatrien. Ifølge Birgitte Kofod Olsen er der flere artikler i konventionen, der sætter fokus på menneskets ret til frihed og personlig integritet, (artikel 14, 15, 16 og 17). Disse artikler har betydning for den retning, der bør være i det psykiatriske system.

Når der anvendes tvang i psykiatrien i Danmark, er det afgørende, at tvangsforanstaltningen lever op til det, der kaldes mindste middels-princippet. Princippet er beskrevet i psykiatriloven og indebærer, at patientens frivillige medvirken skal være forsøgt opnået, og at det er den mindst indgribende og mest skånsomme foranstaltning, der anvendes. Samtidig skal der være proportionalitet mellem tvangsforanstaltning og det, der forsøges opnået, og tvangsforanstaltningen skal være nødvendig.

Set i lyset af konventionens sikring af frihed og personlig integritet er der på trods af mindste middels-princippet flere områder, hvor brugen af tvang kan være problematisk. For eksempel mener Birgitte Kofod Olsen, at der er fare for, at man ikke inddrager patienterne nok i deres behandlingsforløb, fordi tvangsforanstaltninger iværksættes ud fra en lægelig vurdering af, at vedkommende er så syg, at samtykke ikke er muligt.

Ifølge FN’s handicapkonvention er det fundamentalt, at patienten selv bliver inddraget næsten uanset, hvilken situation patienten er i. Det er derfor vigtigt, at der kommer øget fokus på patientens rettigheder frem for, hvad systemet finder mest effektivt, passende eller praktisk. Birgitte Kofod Olsen vurderer, at det bliver en stor udfordring at få flyttet fokus over på patientens rettigheder i det nuværende system. Fokusskiftet ses dog flere steder i Europa.

Tvungen opfølgning

Regeringen fremsatte i januar 2010 et lovforslag om tvungen opfølgning efter udskrivning. Vedtages lovforslaget betyder det, at det fremover i helt specifikke tilfælde vil bliver muligt at hente personer i deres eget hjem og tage dem med på en psykiatrisk afdeling til tvangsmedicinering.

DCH har i sit høringssvar vedrørende tvungen opfølgning efter udskrivning peget på, at tvang altid bør være sidste udvej. Men der eksisterer redskaber, som kan være med til at mindske brugen af tvang, og som i dag ikke anvendes i psykiatrien. Birgitte Kofod Olsen fremhævede i sit oplæg ”God man-skabet” fra Sverige, som er en mentorordning, hvor mentoren kun må agere på baggrund af samtykke, samt en værgemålsordning fra England, hvor personer kun kan pålægges værgemål i konkrete situationer og ikke som en generel foranstaltning.

Konventionsstridig?

Konventionens artikel 14 fastslår, at eksistensen af et handicap i intet tilfælde kan berettige frihedsberøvelse. FN’s højkommissær for menneskerettigheder har fortolket artikel 14 således, at ulovlig tvang også indbefatter situationer, hvor frihedsberøvelse er baseret på kombinationen af en mental eller intellektuel funktionsnedsættelse og andre elementer såsom farlighed og behandling.

Muligheden for at anvende tvangsforanstaltninger er i den danske psykiatrilov netop baseret på tilstedeværelsen af sindssygdom og et farligheds- eller behandlingskriterium. Der synes derfor at være strid mellem højkommissærens fortolkning af konventionen og den danske psykiatrilov. Dette har DCH gjort opmærksom på i sit høringssvar til lovforslaget om tvungen opfølgning.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i sit høringsnotat anført, at det er ministeriets opfattelse, at tvungen opfølgning efter udskrivning lever op til FN’s handicapkonvention. Ministeriet fremhæver i den forbindelse, at tvungen opfølgning efter udskrivning sker med hjemmel i psykiatriloven, hvori kriterierne for tvangsanvendelsen nøje er beskrevet.

Derfor er der ikke tale om vilkårlig eller uhjemlet tvangsanvendelse. Endvidere peges der på, at der er klagemuligheder i forbindelse med tvungen opfølgning efter udskrivning.

På baggrund af drøftelsen i DCH, har DCH rettet en ny henvendelse til indenrigs- og sundhedsministeren om tvang i psykiatrien.

FAKTA:
DCH har i april rettet henvendelse til indenrigs- og sundhedsministeren for blandt andet at opfordre til, at der gennemføres en nærmere analyse af psykiatrilovens overensstemmelse med FN’s handicapkonvention. Endvidere peger DCH på, at der bør forskes mere i brugen af tvang, for herigennem at være med til at sikre minimal brug af tvang.

 

Jeg vil rigtig gerne høre din mening - skriv en kommentar


3 − 2 =