Linda Kristiansen
ganske radikal
YES!

Oprettet af Linda 2007-11-10 21:36

Synes simpelthen det har været en fantastisk dejlig dag. Startede med at skulle stå på Ringsted Torv. Det var iskoldt, men det lunede at Dagbladet lovede at råde bod på, at de totalt har negligeret mig i valgkampen. De har ikke bragt ét eneste af mine læserbreve. Men nu var de dukket op på torvet, tog en masse billeder af Anni, der sang den fantastiske radikale sang hun har skrevet, og af mig der delte pjecer ud. Håber det resulterer i lidt positiv omtale på mandag.

Mens jeg stod og frøs fingre og tæer af, kom der en hen og sagde at jeg havde hendes stemme – sikke en varme det giver smiley

Klokken 11.00 havde vi så lejet biografen og inviteret alle der havde lyst til at komme og se Al Gores ”En ubekvem Sandhed”. Jeg var meget overrasket over hvor mange der dukkede op, mange ansigter jeg ikke kendte. Jeg startede med lige at bruge et minut på at fortælle om vigtigheden af at få en ny regering for miljøets skyld og præsentere den ambitiøse radikale miljøpolitik. Jeg havde ikke set filmen før – Wauw, siger jeg bare – se den! Personligt mangler jeg lidt dokumentation, men det er jo altså ”bare” en film. En VIGTIG film.

Blog Image

Bagefter skulle jeg så forbi Krogagergård – et Økologisk Landbrug med egen butik – og købe en kurv med økologiske madvarer for 500,-. I morgen skal den afleveres til vores vinder af en konkurrence vi har haft (Tak til Jeppe fra Kalundborg, der har lavet spørgsmålene).

Derfra skulle jeg til Værkerne i Sorø, hvor der var valgkaffe. Jeg kommer lidt for tidligt, så nnår lige at tjekke mails og ser at der ligger en mail fra en person, der har set mig på DR’s profil og efterfølgende havde skrevet nogle spørgsmål til mig. Nu skrev hun for at fortælle, at hun havde stemt på mig smiley Så er man jo lige i sit es til det afsluttende valgmøde.

Valgkaffen var et anderledes valgmøde. Vi kandidater fik 3 minutter til at starte med til præsentation, dernæst blev vi placeret ude ved fire borde. To kandidater hvert sted. Og her havde vi så 15 minutter til at tale med dem der sad ved bordet, der sad vel omkring 9-10 stykker ved hvert bord. Vi nåede tre borde rundt. Jeg skulle rundt sammen med Ny Alliance. Og 1. spørgsmål ved 1. bord er selvfølgelig hvorfor Palle (NA) var blevet Ny Alliance og hvorfor jeg var blevet i Det Radikale Venstre. Den grundlæggende forskel som jeg ser det på de to partier er skatten. Jeg går klart ind for en økonomisk ansvarlig skattepolitik, som indeholder incitamenter til at blive på arbejdsmarkedet lidt længere og omfordeler til gavn for alle, men så man stadig kan mærke resultatet af sin egen indsats, uanset hvilken skattegruppe man tilhører. Palles argument for at have en skat på 40,6 var bl.a. at det skulle tiltrække udenlandsk arbejdskraft og sikre at vi havde hænder nok på arbejdsmarkedet. Jeg tror også på at der er behov for en lavere skat på arbejdskraft, men mener at 40,6 er urealistisk – og jeg tvivler på at der vil være meget overskud til det sociale sikkerhedsnet, som jeg gerne ser også eksistere. Der skal være en balance mellem økonomiske incitamenter og offentlig velfærd.

Efter at have fået afklaret skatten, så blev vi selvfølgelig også spurgt hvorfor vi peger som vi gør. For mig handler det helt klart om et værdifællesskab. Jeg mener vi har et menneskesyn, der stemmer mere overens med Socialdemokraterne end med Venstre – og jeg er sikker på at hvis vi skal have radikale mærkesager frem i lyset, så er der langt bedre mulighed for det sammen med socialdemokraterne – de har ikke på forhånd afvist at forhandle med os. Jeg mener bestemt ikke vi har givet køb på vores politik, faktisk tvært imod har vi sikret at den nu har en chance for at blive gennemført :)

Efter mødet kom en dame hen og sagde at hun syntes jeg havde gjort det godt, det var tydeligt at jeg var idealist. Og at jeg skulle blive ved. Det er jo super dejligt.
Nu sidder jeg igen hjemme under dynen (kan slet ikke få varmen mere efter alle de dage på gaden) og har lige set mig selv på DR1 – Tidens Tegn viste i dag et program om valg. Og i programmet har de interviewet mig om min motivation. Du kan se det her (spol eventuelt frem til 37. minut, hvor jeg er på).

Alt i alt syne jeg det har været en SUVERÆN dag – er dog lidt ked af at jeg ikke skal til flere valgmøder, føler ellers jeg er ved at være skrap til det smiley

Forresten var det også i dag at annoncen jeg har sat op for vores gode hold af kandidater her i Regionen var i Søndagsavisen – en hel halv side :-)

Blog Image 

Jeg vil rigtig gerne høre din mening - skriv en kommentar


2 + 8 =

Tags:,